Ariettes Oubliées
(Efter Paul Verlaine)
(Efter Paul Verlaine)
I
Mellem sorte Træer paa den hvide Sti
to Skikkelser strøg mig i Nat forbi.
Deres Blik var mat, deres Gang var sløv,
deres Røst var Raslen af vissent Løv.
Foran laa Stien af Rimfrost hvid,
og bagved laa en forsvunden Tid.
„Husker Du Stedet, hvor nu vi gaa?” —
„ „Hvad hjælper det mer at huske derpaa?” ”
„Jeg længtes efter det Sted at se;
længtes Du aldrig?” — „ „Hvem veed, maaske.” ”
„O, banker nu ikke dit Hjerte derved?”
„ „Tys, tys! lad de Døde hvile i Fred!” ”
Saa tav de og svandt i det dunkle Krat;
men Rimen faldt i den kolde Nat.
II
Om mit Hoved som Lyspletter spille
Glimt af Toner, forvirrede, vage,
Støv af Sange fra solfyldte Dage,
Klang af Stemmer, som længst nu tav stille.
Af mit øre til Omrids de dannes,
for mit øje de Stemmer sig forme
til et Virvar af Indtryk, der storme
gjennem Hjernen, saa Sanserne blandes.
O, lad storme, lad blinke, lad synge
Melodigjenfærd, unge skjønt gamle!
Lad paa Syner, jeg halvt kun kan samle,
mig i Klangrus og Farverus gynge.