Kvindesorg
(Efter Elisa v. P.)
(Efter Elisa v. P.)
Den udslagne Dag maa med Andre jeg le,
at fremmede Mennesker ikke skal se
min nagende Ve.
Kun Midnattens Mulm bringer Fred og gjør fri;
en Stund er Forstillelsestvangen forbi
og mit Kammer stængt i.
Der staar da min Sorg uden Lyd eller Suk
og peger: Luk Døren tættere, luk! —
O, vidunderlig smuk
er Sorgen for ham, hvem jeg aldrig naar!
Som selv han stod der, den for mig staar
med en Krans om sit Haar.
Den Krans, et Tjørneris stikkende, hvast,
trykker min Sorg mig til Lindring og Rast
i mit Hjerte fast:
Du bankende Kval, Du tærende Glød,
Du Hjerte, som sprænges af indestængt Nød,
forblød Dig, forblød!