Jeg gik en Aften sent langs den øde, krumme Strand,
hvor over Sten og Tang sig Bølger bryde:
een efter een de faldt paa den hvide, vaade Strand
med Mumlen, som jeg ikke kunde tyde.
Og Mørket trak sig sammen, og koldt og klamt det blev,
i korte Stød tog Vinden til at blæse;
paa Skyer, som jog forbi, med sin Sølvstift
Maanen skrev en Lueskrift, jeg ikke kunde læse.
Fem Stjerner pipped frem i det dunkle Himmelrum,
et Spørgsmaalstegn de syntes mig at prikke.
„Hvorfor? Hvorfor?” sang Bølgen og trilled hen i Skum,
og Stranden gav til Svar: „Jeg veed det ikke.”