I.
Guds Enbaarne sad i Synagogen
Paa en Sabbat og udlagde Skriften,
Folket lytted til hans Guddomsrøst:
„Kom til mig, hver Sjæl, som er bedrøvet,
Jeg vil Eder give Sjælefred!
Kom, Du Gamle, Fattige og Svage,
Kom, Du Rige, kom, Du Verdens Vise,
Kom, Du Blinde og Du halte Krøbling,
I min Faders Hus er Plads til Alle!” —
Sædekornet faldt i mangt et Hjerte
For at spire frem med hundred Fold!
Frem for Jesus da en Yngling traadte,
Knæled ydmyg for den Højes Fødder:
„Herre Mester, Davids Søn, forbarm Dig!
Læg min visne Haand, at jeg kan tjene
Brødet til mig selv og til min Moder.
Tungt det er at betle i sin Ungdom,
Bedsk er hver en Krumme betiet Brød!
Selv Du sagde nys, at Dig er givet
Magten her paa Jorden som i Himlen,
Og med Tro jeg for dit Aasyn træder:
Herre Mester, Davids Søn, forbarm Dig!
Kjærlig Jesus til den Syge smiled,
Alt paa Læben Frelserordet laa;
Da sig rejste stolt en Farisæer:
„Rabbi! Glem ej Skriftens Ord, som siger,
Sabbatsdagen skal Du holde hellig,
Selv Jehovah har os den indviet
Til en Hviledag for al Naturen!
Og som Kjøbmandsboden holdes lukket,
Og som Oxen skal fra Ploven spændes,
Lægen fra sin Gjerning hvile skal!
Du, som maner os at overholde
Hver en Døjt og Tøddel, Loven rummer,
Lad din Gjerning følge paa dit Ord!
Eller vé Dig for din stærke Tale:
Til Forargelse den da skal vorde,
Naar det Hellige Du spotter selv!”
Jesus svared: „Streng er Moseloven,
Strengere dog I, som den fortolke!
Sandelig, I binder tunge Byrder
For at lægge dem paa Andres Skuldre!
Men hvor findes der vel En blandt Eder,
Som, naar et af Eders Lam en Sabbat
Faldt i Graven, ikke tog det op?
Menneskenes Søn har intet Eje,
Ingen Agre, ingen Faareflokke,
Men dog er jeg Hyrde, Sjælehyrde,
Og min Hjord er de, som til mig komme
Angerfulde, naar min Røst de høre!
Selv min Fader har mig sendt at kalde
Ind til Paradisets fagre Græsgang
Alle dem, som frelses vil af Naaden!
Frelse vil I Eders Faar fra Døden —
O, hvor meget mer dog ej en Broder,
Naar i Syndens Grav I ser ham falde,
Hildes dybere i Lastens Snare,
Mens han strækker begge sine Hænder
Efter Frelse i sin Sjælekvide!” —
Og mod Ynglingen sig Jesus vendte:
„Søn, frimodig vær, udræk din Haand!”
Og mens Folket ved det store Under
Jubled ud i høje Hosianna,
Gik den stolte Farisæerskare
Ud at raadslaa mod den gode Hyrde.
II.
Aftensolens sidste Straaler
Løstes op i Skyens Purpur,
Golgatha var atter øde.
Der, hvor nylig Folkesværmen
Havde spottet Verdens Frelser,
Blev nu stille som i Graven,
Hvor de ned ham havde lagt!
Tavs fra Golgatha mod Staden
Gik hin stolte Farisæer,
Tankefuld, med sænket Blik.
For hans Øre gjenlød Røsten
Af den Døende paa Korset,
Og han mindedes om Raabet,
Som med Folket han istemte:
„Over os lad Blodet komme,
Over os og vore Børn!”
Sært hans Tanke sig forvilder,
Svæver mellem Løgn og Sandhed
Raskere han gaar mod Staden,
Som af onde Aander drevet,
Til ved Kedrons Bæk han staar.
Dèr han standsed, og tilbage
Ængstelig og rædselslagen
Stirred han mod Golgatha.
Og det trued gjennem Skoven,
Mellem Sivene det suste,
Og det hvislede i Græsset
Som et Kor af Nattens Aander:
„Blodet kommer, Blodet kommer
Over Dig og dine Børn!
Over aldrig talte Slægter,
Der fra dine Lænder stamme,
Blodet kommer, Blodet kommer
Som en Morders Kaïns-Arv!”
Og med Skræk han Blikket sænker
Ned mod Kedrons mørke Bølger —
Dèr det var, som Lovens Tjener
Laante af en Hedning Trøst:
„Ha, Pilatus, dine Hænder
Toed Du for Folkets Øjne,
Du har renset Dig for Blodet;
Jeg min Skyld kan og aftvætte
For Jehovah, for min Gud!”
Og hans Tanke blev til Handling,
Op han kiltrede sin Kjortel,
Traadte ud i Bækkens Vande
For at tvætte Brøden af sig.
Men da følte under Foden
Han den faste Grund at svigte!
Greben af en ukjendt Rædsel
Stræbte han at naae til Bredden;
Dog forgjæves: Dyndet holdt ham
Som en Bøjle fast om Foden.
Højt om Hjælp han skreg i Angsten,
Alen de stærke Aftenvinde
Vejred hen hans Rædselsraab.
III.
Alt dybere og dybere han sank,
Hans Kræfter lammedes til ingen Nytte,
Snart naaed kun hans Skuldre over Vandet.
Se, som et Lyn da gjenneni Sjælen farer
Hint Ord om Alennesket i Syndens Grav,
Højt løfter sine Hænder han mod Himlen
Og kalder den Korsfæstede ved Navn.
Da lyde raske Fodtrin hen mod Bredden,
En Yngling træder nær og spørger højt:
„Hvo kalder paa min hedenfarne Mester?” —
„En Sjæl i Vaande!” lød det tunge Svar,
„En Broder, som er redningsløs fortabt,
Thi Du alene kan mig ikke frelse.
Alen il paa Vejen ud og raab om Hjælp,
Maaske der da er Haab endnu tilbage;
Ser Du ej, hvor jeg alt er sunket dybt,
Din Arm alene kan ej Frelsen bringe!”
„Min Arm er stærk”, gjenmælede den Unge,
„En himmelsk Læge har den skjænket Kræfter,
Ræk mig din Haand, og Du skal vorde frelst!”
Stærk var hin Ynglings Tro, stærk var hans Arm,
Thi frelst stod Farisæeren paa Bredden.
Men Ynglingen faldt ned paa sine Knæ,
Mens Glædestaarer straaled i hans Øje:
„Knæl ned med mig, forén din Bøn med min”,
Han jubled til den frelste Lovens Tjener,
„Og send en Tak til ham, som har idag
Paa Korsets Træ udsonet al vor Brøde!
Se, denne Haand, der frelste Dig af Døden,
Engang var vissen som en Stub i Høst,
Den blev en Sabbatsdag helbredt af Ham
I Synagogen!” —
Da paa sine Knæ
Faldt Farisæeren og brast i Graad:
„O, Herre Jesus, Davids Søn, forbarm Dig!”