Op ad Nebobjergets Side
Vandred paa Jehovahs Bud
Moses hen ved Aftentide
Dèr den sidste Kamp at stride
Før hans Livslys sluktes ud.
Hundrede og tyve Aar
Havde furet Gubbens Pande
Fra den Time, Nilens Vande
Løfted ham fra Dødens Kaar,
Indtil nu, da mæt af Dage
Han sin Gjerning havde endt,
Gjennem Ørkenlandets Plagæ
Jakobsønnerne tilbage
Var til Kanaan jo vendt.
Tavs han steg mod Bjergets Tinde
Til han stod paa Pisgas Top,
Og fra Sjælen dybest inde
Minde dugged efter Minde
I en Billedrække op:
Underfuldt Jehovas Arm
Havde om hans Virken fredet
Og til Maalet frem ham ledet
Gjennem Livets Strid og Larm.
Af en Flok forpinte Trælle
Var der voxet frem et Folk,
Som i ungdomskraftig Vælde
Skulde Kananiten fælde,
Herren selv var Sejrens Tolk!
Og paa Knæ for Himlens Naade
Kastede sig Amrams Søn:
„Du, som Livets dybe Gaade
Ene knytte kan og raade —
Hør din gamle Tjeners Bøn!
Hvad jeg synded mod dit Bud
Du miskundelig forgjætte,
Paa mit Regnebræt du slette
Brøden fra Meriba ud.
End jeg føler Styrken spænde
Hver en Sene fast og stærk,
Skal min Bane dog jeg ende
Og forgjæves Øjet vende
Hen mod Sejrens stolte Værk?
Israels Gud, læg til min Alder
Kun det korte Spand af Tid,
Krigsbasunen vældigt kalder,
Hedningen forfærdet falder,
Han, som er med Dig i Strid.
Lad den store Dag mig se,
Naar mit Folk har Sejren vundet
Og til Hjemmets Arne fundet —
Da, min Gud, din Villie ske!
Josva stolt sin Landse svinger,
Om ham fylkes Mand ved Mand,
Som en Løveunge springer
Juda frem og Fjenden tvinger
Til at fly fra Pagtens Land!”
Straaleskjæret frem sig skyder
Som et Bud fra Lysets Kyst
Og sin Glands om Bjerget gyder,
Mens fra Himlens Hvælving lyder
Ned til ham Jehovas Røst:
„Jeg er den, jeg er og var,
Evigt jeg den samme bliver,
Ordet, som jeg gav og giver
I mit Væsen fik sit Svar.
Aldrig kan min Villie briste,
Rokkes fra sit Maal og Med,
Fra den første til den sidste
Støvets Børn forgjæves friste
Vil min Tankes Evighed!
Kun med Øjet skal du drage
Over dine Længslers Land,
Støvets Afmagt vil jeg tage
Fra dit Blik, saa brat tilbage
Viger Horizontens Rand!
Men den Kraft, du stoled paa —
Enevældig, frit jeg handler,
Utalt Ordets Magt forvandler
Egen til det svange Straa!
Løft mod Vest og Nord dit Øje,
Vide stiger Landet frem,
I din Synskreds skal sig føje
Libanons og Hermons Høje,
Dine Fædres Arvehjem!”
Røsten tav — udover Landet
Stum vemodig Moses saae,
Skjønt med Skov og Søer blandet,
Fjernt af Middelhavet randet
Det i Aftensolen laa!
Lysklart over Bethlehem
Straaleglandsen fuldt sig lægger,
Mens velsignende han rækker
Sine gamle Hænder frem:
„Helligt, helligt skal du være,
Helliget Jehovahs Navn,
Himlens Søn din Jord skal nære,
Han, som Jordens Børn vil lære
Vej til Paradisets Havn!”
Og den trætte Stridsmand lagde
Tungt mod Jord sit Hoved ned,
Medens Dødens Engel sagte
Sjælen tog i Favn og bragte
Den til Evighedens Fred,
Dèr Jehovahs Løn at faa
For den Sejr, som nu var vundet,
Men i Dødens Slummer bundet
Stift hans Jordlivs Legem laa.
Fjernt b a g Vest blev Solen borte
Og i Himlens østre Rand
Aabned Natten sine Porte,
Mulmet sig paa Vinger sorte!
Svang henover Hav og Land.
Da det var, som Luften bæved
Sittrende mod Himlens Hvælv,
Lydløst gjennem Mulmet svæved
Han, der stolt sin Pande hæved
Trodsig mod Jehovah selv!
Mørkets gaadefulde Drot,
Skjøn for Dødeliges Øje,
Naar et Hjerte han vil bøje
Fra hvad der er sandt og godt.
Men — naar Sjælen først er vundet
Og har Tvivlen givet Rum
Og af Synden lænkebundet
Jamrer højt, den aldrig funden
Har en Herre mere grum.
Stolt han skred didhen til Stedet,
Højt paa Bjergets golde Tind,
Hvor af Natteduggen vædet,
Halvt kun dækket til af Klædet,
Liget laa for Vejr og Vind:
„Ha, nu er Du i min Magt,
Du, som trodsed mine Planer,
Israels stærke Aandemaner,
Der for Slægten stod paa Vagt!
Bleg, med Dødens gustne Farve,
Som et Aadsel kastet hen,
Ligger dèr din usle Larve —
Den er min, jeg vil den arve,
Brøde klæber jo ved den!
Og han knytted sine Hænder,
Sværgende med stærke Ord:
„I, som Satans Magt erkjender,
Hvor I end ved Verdens Ender
Sætter Eders skjulte Spor,
Hid jeg stævner een og hver . . .”
Da igjennem Luften klang der
Vilde Sus og trindtom svang der
Sig en talløs Aandehær.
„Bort til Helved, dybest inde
Skal I ham mig bære hen,
Hvor ej Solens Giands kan skinne,
Der jeg haane vil min Fjende,
Sætte Foden paa hans Lænd!”
Brat med Hyl paa Hyl det svarer,
Da det lyner fjernt og nær,
Splittende de vilde Skarer
Fremad som en Stormvind farer
Michael med sit Flammesværd!
Avner lig for Vindens Kast,
Blændede af Himlens Lue,
Ræd for Englens Glands at skue,
Spredtes de med Angstens Hast.
Satan selv kun stod tilbage,
Stolt og myndig end som før:
„Mig Du ikke saa kan jage,
Mit jeg kræver og vil tage,
Selv om Du det nægte tør —
Min han var fra Ungdomstiden,
Da Ægypteren han slog;
Det var ham, der ypped Striden,
Alt, hvad stort han virked siden,
Aldrig Brøden fra ham tog!
Min er hver, som øver Mord,
Ingen skal man fra mig vriste
Op fra Kain til den sidste,
Som tør vandre i hans Spor!
Derfor vig! Kun mit jeg kræver!” . . .
Og mod Englen frem han gaar,
Luften sukker, Bjerget bæver,
Da sit Glavind Michael hæver
Og en Kreds om Liget slaar:
„Han er min! Jehovah siger”,
Michaels Røst med Vælde lød,
Og for Flammesværdet viger
Satan, medens vildt han skriger:
„Hvo er det, som Pagten brød?
Er det ikke ham, der hist
Sig i Himlens Renhed hyller,
Fremfor mig, man frækt beskylder
For hver Svig, hver Løgn og List?
Min han blev, da han forhærdet
Ved Meribas Klippe stod . . .”
Se, da blinked a tte r Sværdet
Over Satan, som forfærdet
Vaanded sig for Englens Fod.
„Hvo er den, som tør i Rette
Gaa med mig, der skabte alt?
Hvo tør nye Love sætte,
Hvo tør føje til og slette
Ud, hvad jeg har Retfærd kaldt?”
Saadan klang Jehovahs Ord
Under Lyn og Tordenbulder,
Medens Mulmets Drot sig ruller
Krampespændt henover Jord.
Himlens Ild hans Øje blinder,
Med sit Blik mod Dybet vendt
Som en Slange han sig vinder,
Til i Schachten han forsvinder
Under Bjergets bratte Skrænt.
Og den lyse Sejrens Bringer
Løfter Moses i sin Arm,
Paa de store sølvblaa Vinger
Han fra Støvets Hjem sig svinger
Trods den gramme Fjendes Harm.
Men fra Luftens dybe Blaa
Tone tusind Englestemmer:
„Herren mindes, Herren glemmer,
Herrens Raad vi ej forstaa!
Adams Barn ved Livets Møje
Sænk ej tvivlende dit Blik,
Løft med Troens Kraft dit Øje,
I din Fader i det Høje
Du en naadig Dommer fik!”