I.
Som en Lavine, der sit Skred begynder,
Ad Torvet ned de tætte Skarer bølge,
En fremmed Jøde de med Undren følge:
Hvad er det vel for Visdom, han forkynder?
Tør den Foragtede fra Østens Egne
Som en Titan Olympens Tinde storme
Her i Athen, hvor Guderne sig forme
I Marmor selv for Folket allevegne?
Stod ikke her de høje Guders Vugge,
Er ikke Hellas Aandens eget Sæde,
Opvoxed her ej i en Blomsterkjæde
Hin skjønne Kultus, Tiden ej kan slukke?
Perikles’ By, som Pallas selv beskytter,
Som hun gjenføder ved de dybe Tanker,
Der lig et frodigt Skjønhedsnæt sig ranker
Fra Havn til Havn og Hellas sammenknytter —
Skal den nu lytte til en jødisk Daare,
Hvis Fantasi med Østerlandets Farver
Forjætter om et evigt Liv, man arver
Ved Bøn og Bod, ved Suk og bitter Taare?
Hvad er Askesen vel mod Livets Fylde?
Har ej Kroniden Vejen viist til Lykke?
Kan Aand og Kjød ej mere sammen bygge,
Og skal i Sørgeflor sig Jorden hylle?
Nej, for Homèr man Dagens Møje glemmer,
Og Sappho slaaer til Lyd med stærke Toner,
Og Pindars Flugt gaar stolt mod Æthrens Zoner,
Og blødt Anakreon sin Lyre stemmer.
Tør vel den Frække her med Visdom prale,
Hvor Sokrates’ og Platos Minde lever?
Da Raabet højt sig over Skaren hæver:
„Paa Areopagos skal Jøden tale!”
Og som Lavinen, der sit Skred begynder,
Mod Areopagos nu Skaren strømmer
At lytte til den østerlandske Drømmer
Og høre paa, hvad Nyt vel han forkynder.
Men som Du staar nu der med bøjet Hoved,
Du myndige og varme Troens Bærer,
Blandt tusind Vismænd som en Enfolds Lærer —
Forstaar Du, hvilket Storværk her Du voved?
II.
Da løfter han sin Pande, og det ravnsorte Haar
Sig vælter over Skuldren, som naar Natten udslaaer
Sin mulmtunge Styrtning over Jorden.
Til Jord han kaster Kappen, bag de buskede Bryn
Fra Øjet Guddomstanken skyder knittrende Lyn,
De vise Daarer studse ved det mægtige Syn
Og som vente paa den rullende Torden:
„I helleniske Mænd, trindt med Undren jeg saae,
Hvor den strengeste Kultus I søger at naae
For de himmelske, evige Skarer;
Thi da nylig jeg blandt eders Templer gik ud,
Saae et Alter jeg rejst „for den ukjendte Gud”,
Det er ham, som jeg tjener, og ham paa hvis Bud
Eders spørgende Længsel jeg svarer!
Men den mægtige Skaber af Himmel og Jord
Og af Alt, hvad der aander, i Templer ej boer,
Som er bygte af Menneskehænder!
Thi som Almagten selv trænger intet han til,
Ej til Gaver og Altrenes flammende Ild,
Selv han dræber og levendegjør, hvad han vil,
Og sin Aand til Alskabningen sender” . . .
Og hans Ord bruser stærkt som den skummende Fos,
Der nedbryder Klippernes stensatte Trods
Og splintrer dem i springende Skjærver!
Og hans Ord aander blidt som den vaarmilde Vind,
Der vifter Løvspringstiden i Hjerterne ind,
Der sænker Freden over det skjælvende Sind
Og Stridsmænd til Martyrskaren hverver.
Thi dèr, hvor Sandhed brydes med den glimrende Løgn,
Og Evigheden mødes med det bristende Døgn,
End aldrig sit Banner Aanden sænked!
Og her blev Jordens Vise til Daarer døbte om,
Hvor Jøden fra Tarsos over Guderne holdt Dom,
Da gjennem lukte Døre Forsoneren kom
At løse dem, som Synden havde lænket.