I.
Guds Enbaarne sad i Synagogen
Paa en Sabbat og udlagde Skriften,
Folket lytted til hans Guddomsrøst:
„Kom til mig hver Sjæl som er bedrøvet
Jeg vil eder give Sjælefred,
Kom du gamle, fattige og svage,
Kom du rige, kom du Verdens vise,
Kom du blinde og du halte Krøbling,
I min Faders Hus er Plads til alle!”
Sædekornet faldt i mangt et Hjerte,
For at spire frem i hundred Fold!
Frem for Jesus da en Yngling traadte,
Knæled ydmyg for den Højes Fødder:
„Herre, Mester, Davids Søn forbarm dig
Læg min visne Haand, at jeg kan tjene
Brødet til mig selv og til min Moder,
Tungt det er at betle i sin Ungdom,
Bedsk er hver en Krumme betlet Brød!
Selv du har jo sagt, at dig er givet
Magten her paa Jorden og i Himlen,
Herre, Mester, Davids Søn, forbarm dig!”
Kjærligt Jesus til den syge smiled,
Alt paa Læben Frelserordet laa,
Da sig rejste stolt en Farisæer:
„Rabbi! Glem ej Skriftens Ord, som siger,
Sabbatsdagen skal du holde hellig,
Den er Hviledag for al Naturen,
Selv Jehovah har os den indviet!”
Jesus svared: „Streng er Moseloven,
Strengere dog I, som den fortolker,
Sandelig, I binder tunge Byrder
For at lægge dem paa andres Skuldre!
Men hvo lindes der vel her blandt eder,
Som, naar et af eders Lam en Sabbat
Faldt i Graven, ikke tog det op?
Menneskenes Søn har intet Eje,
Ingen Agre, ingen Faareflokke,
Men dog er jeg Hyrde, Sjælehyrde,
Og min Hjord er de, som til mig kommer
Angerfulde, naar min Røst de hører!
Selv min Fader har mig sendt at kalde
Ind til Paradisets skjønne Græsgang
Alle dem, som frelses vil af Naaden!
Frelse vil I eders Faar fra Døden —
O, hvor meget mer da ej en Broder,
Naar i Syndens Grav I ser ham falde,
Hildes dybere i Lastens Snare,
Mens han strækker begge sine Hænder
Efter Frelse i sin Sjælekvide!”
Og mod Ynglingen sig Jesus vendte:
„Søn, frimodig vær, udstræk din Haand!”
Og mens Folket ved det store Under
Jubled ud i høje Hosianna,
Gik den stolte Farisæerskare
Ud at raadslaa mod den gode Hyrde!
II.
Aftensolens sidste Straaler
Løstes op i Skyens Purpur,
Golgatha var atter øde.
Der, hvor nylig Folkesværmen
Havde spottet Verdens Frelser,
Var nu stille som i Graven,
Hvor de havde ham nedlagt!
Tyst fra Golgatha mod Staden
Gik hin stolte Farisæer
Tankefuld med sænket Blik.
For hans Øre lød end Røsten
Af den døende paa Korset,
Og han mindedes hint Raab,
Som med Folket han istemte:
„Over os hans Blod kun komme,
Over os og vore Børn!”
Sært hans Tanke sig forvilder,
Svæver mellem Løgn og Sandhed,
Raskere han gaar mod Staden,
Som af onde Aander drevet,
Til ved Kedrons Bæk han standser
„Ha, Pilatus, dine Hænder
Toed du for Folkets Øjne,
Du har renset dig for Blodet;
Jeg min Skyld kan og aftvætte
For min Gud Jehovahs Aasyn!”
Og hans Tanke blev til Handling,
Op han kiltrede sin Kjortel,
Traadte ud i Bækkens Vande
For at vaske Brøden af sig.
Men da følte under Foden
Han den faste Grund at svigte,
Greben af en ukjendt Gru
Stræbte han at naa til Bredden,
Men forgjæves, Dyndet holdt ham
Som en Bøjle fast om Foden.
Højt om Hjælp han skreg i Angsten,
Men forgjæves, Aftenvinden
Vejred hen hans Rædselsraab!
III.
Alt dybere og dybere han sank,
Hans Kræfter lammedes til ingen Nytte,
Snart naaed kun hans Skuldre over Vandet.
Se, som et Lyn da gjennem Sjælen farer
Hint Ord om Mennesket i Syndens Grav,
Højt løfter sine Hænder han mod Himlen
Og kalder den Korsfæstede ved Navn.
Da lyder raske Fodtrin hen mod Bredden,
En Yngling træder nær og spørger højt:
„Hvo kalder paa den hedenfarne Mester?”
„En Sjæl i Vaande!” lød det tunge Svar,
„En Broder, som er redningsløst fortabt,
Thi du alene kan mig ikke frelse,
Men il paa, Vejen ud og raab om Hjælp,
Maaske der da er Haab endnu tilbage,
Ser du ej, hvor jeg alt er sunken dybt,
Din Arm alene kan ej bringe Hjælp!”
„Min Arm er stærk,” gjenmæled Ynglingen,
„En himmelsk Læge har den skjænket Kræfter,
Ræk mig din Haand, og du skal vorde frelst!”
Stærk var hin Ynglings Tro, stærk var hans Arm,
Og frelst stod Farisæeren paa Bredden.
Men Ynglingen faldt ned paa sine Knæ,
Mens Glædestaarer perled i hans Øje.
„Knæl ned med mig, foren din Bøn med mig,”
Han jubled til den frelste Lovens Tjener,
„Og send en Tak til ham, som har i Dag
Paa Korsets Træ udsonet al vor Brøde!
Se, denne Haand, der frelste dig fra Døden,
Var engang vissen som en Stub i Høst,
Den blev en Sabbatsdag helbredt af ham
I Synagogen!”
Da paa sine Knæ
Faldt Farisæeren og brast i Graad:
„O, Herre Jesus! Davids Søn forbarm dig!”