I.
Foran Altret i St. Markuskirken
Mester Rafael stod med sænket Pensel,
Under Kirkebuen nys han malte
Helgenskarerne, de rene, hvide,
Hvor de stod for Gud Jehovahs Aasyn,
Og omkring dem svæved Englevrimlen.
End der mangled dog ved Herrens Fødder
Tvende Børn, Uskyldighedens Genier.
Mester Rafael stod med sænket Pensel,
Intet Billed for hans Sjæl sig viste,
Intet Barneansigt saa uskyldigt,
At det turde sættes ved Guds Fødder.
Han forgjæves Fantasien vakte,
Og mistrøstig slog han sig for Panden:
„Saa er da mit skjønne Værk forgjæves,
Maleriet ufuldendt skal vorde!"
Da i Skriftestolen hørtes Hulken,
Mester Rafael lytted, skjønt han vidste,
At kun Gud og Præsten turde høre
Ordene, som lød i Skriftestolen.
Men, som dreven al en indre Stemme,
Lytted Rafael til Skriftemaalet.
Synderinden var en sorgfuld Kvinde,
Tvende Børn hun havde skjænket Livet,
Dem nys Døden til sit Hjerte krysted;
Ak, men derfor græd ej Modrens Øje,
Nej, en Synd ved deres Fødsel klæbed,
Fadren var som Kjætter brændt paa Baalet,
End udøbte var de arme Stakler,
Fadrens Synd paa deres Hoved hviled,
Daabens Væde havde dem ej renset.
Sorgfuld gik hun ind i Skriftestolen,
Bad saa inderligt for deres Frelse,
Bad til Gud af et oprigtigt Hjerte,
Bad om Præstens Forbøn hos Jekovak.
Præsten svared dog: „Du dem undfanget
Har i Synden; thi din Ægteherre
Var en Kjætter, derfor Himlens Porte
Vil for dem for evigt være lukte!
Kirken ej paa deres Hoved øste
Livets Vand, ej Synden blev aftvættet!”
Da fortvivled Modrens knuste Hjerte,
Hænder vred kun i sin dybe Smerte,
Bad og trygled Herrens strenge Tjener,
Men han stod der tavs og ubønhørlig.
Og forgjæves kun paa Knæ sig kasted,
Væded Præstens Fod men Sorgens Taarer
Koldt han stødte hende atter fra sig
Og forlod den sorgopfyldte Moder —
Ene laa hun ene med sin Kummer!
Dog ej ene — Mester Rafael hørte
Skriftemaalet, hvor han stod for Altret,
Og da Kvinden laa i stumme Smerte,
Følte hun en sagte Haand paa Skuldren.
Angest foer hun op, og Mester Rafael
Stod for hende stille og alvorlig.
„Hvo er I?” saa spurgte Kvinden bange,
„Hvordan kom I hid i Skriftestolen?
Eller er I Opsynsmand ved Kirken
Og vil mig forbyde her at dvæle?
Ja, jeg gaar, gaar atter til mit Kammer
For at græde ud ved deres Leje,
Som end ikke Døden kunde røve !”
„Uskyldssmilet!” hvisked Mester Rafael,
Og en Tanke foer ham gjennem Sjælen.
„Viis mig, Kvinde, Vej til eders Hytte,
At og jeg kan skue Uskyldssmilet!”
Og han fulgte Moderen til Hjemmet,
Ind de traadte i det stille Kammer,
Hvor der stod en liden Seng paa Gulvet.
Over Sengen var der bredt et Lagen,
Som tildækked Dødens spæde Bytte.
Tavs hun Mester Rafael greb ved Haanden
Da Liglagnet sagte op hun løfted,
At han kunde skue Uskyldssmilet.
Og han saae det, Rafael forstod det,
Over Børnene sig ned han bøjed,
Trykked let et Kys paa deres Pande,
Taarer perled i hans Kunstnerøje,
Da hans Sjæl omfatted Uskyldssmilet.
Bort han gik og Modren var alene
Uden Trøster i sin Sjælekvide.
II.
Uger gik og Modren sad alene
Uden Trøster i sin Sjælekvide.
Se, da traadte tyst en Aften silde
Atter ind i hendes lille Kammer
Mester Rafael stille og alvorlig.
„Kvinde,” sagde han, „følg mig til Kirken,
Bed endnu en Bøn for Herrens Aasyn,
Bed endnu en Bøn for deres Frelse,
Da forvist Jehovah dig bønhører.
Op hun stod og fulgte Mester Rafael,
Thi hvormangen Bøn end hendes Læbe
Havde stammet frem i bitter Smerte,
Var end ikke Moderhjertet trættet.
Ind de traadte i St. Markuskirken,
Hvor et Lyshav bølged dem imøde,
Efter Mester Rafaels Befaling
Straaled Markuskirken prægtigt oplyst.
Op de traadte foran Altret sammen,
Hvor hun knæled ned i Bøn og Anger,
Men da Rafael saae, hun endte Bønnen,
Bød han hende: „Kvinde! løft dit Øje,
Løft det tillidsfuldt mod Himlens Bue,
Da skal Uskyldsenglene du skue!”
Og, som Mester Rafael befaled,
Adlød Kvinden, Blikket op hun hæved,
Og hun saae, hvor Englevrimlen svæved
Trindt om Gud Jehovahs høje Throne.
Men ved Herrens Fødder saae hun tvende,
Uskyldssmilet kunde hun gjenkjende!
Taarer styrted ud af Moderøjet,
Højt mod Gud hun løfted sine Hænder,
Og en Tak der steg fra Moderhjertet
Inderlig til Gud Jehovahs Throne:
„Du har kjærlig hørt paa Modersukket,
Du har Himlens Dør for dem oplukket,
O, hav Tak for al din store Naade,
Den er Evighedens dybe Gaade!”