Ilden flammer, Ilden flammer,
Himlen blinker luerød!
Alting synker, Alting styrter,
Alt forkynder nære Død!
„Huset styrter! Huset styrter!”
Lyder pludselig en Røst,
„Hvor er Kvinden, hvor er Kvinden
Med sit spæde Barn ved Bryst?”
Højere nu Ilden flammer,
Bjælker knager — ak se hist,
Der hun staar af Skræk forstenet,
Hun er Ildens Bytte vist.
„Hjælper, hjælper!” raaber alle,
Ingen vover dog derpaa,
Kvælende nu Røgen stiger,
Flammerne om hende slaa!
Til sit Bryst hun Barnet trykker,
— Hører Angstens hæse Røst —
Ingen vover, ingen vover
Dog at bringe Hjælpens Trøst.
„Se den Skjøge, se den Skjøge!”
Hvisker mangen en med Gru,
„Himlens Vrede, Himlens Vrede,
Den vil ramme hende nu!
Barnet, som hun bær ved Brystet,
Uden Husbond har hun fød,
Det er Himlens strenge Vrede,
Hun har selv fortjent sin Nød!”
„Hundred blanke Louis’dorer,”
Raaber Greven af Duval,
„Vil jeg give den, som hende
Tør befri af Dødens Kval!”
Ingen vover, ingen vover,
Skjøndt Belønningen er skjøn,
Da sig rejser bleg, forvirret
Rikart, Grevens egen Søn!
Rask han griber Redningsstigen:
„Jeg vil frelse Kvinden nu!”
Greven blegner, dybt bevæget:
„O, min Søn — o Rædsel, Gru!
O, min Alders Trøst, min Glæde
O, min eneste, min Søn,
Vov ej Livet, vov ej Livet,
Hør din gamle Faders Bøn!”
Ynglingen dog standser ikke,
Rask han op ad Stigen gaar,
Kvinden han med Barnet griber.
Frelste de paa Jorden staar!
Alle jubler af Beundring,
Højt lovprises Grevens Søn:
„Han fortjener, han fortjener
Himlens allerbedste Løn!”
„Kvinden, som du ikke kjendte,
Har du frelst med ædelt Mod,”
Sagde Greven, Faderstolthed
Flammed i den ædles Blod!
Ynglingen dog sænked Blikket,
Se op han ej turde frit:
„Fader — jeg er dig uværdig,
Vid at Barnet, det er — mit!”