Hvor sparsomt hen over Kridt og Flint
Et Tæppe Blomsterne virke,
Dèr knejser yderst paa Stevens Klint
Den ældgamle Højerup Kirke!
Femhundrede Aar har fra Næsset dèr
Den løftet sin hvide Pande
Og sèt paa Havets larmende Færd
Og Maagernes Flugt over Vande!
Femhundrede Aar har Dag for Dag,
Naar Østenstormene kuled,
Bølgerne rullet i tunge Slag
Og graadigt paa Havstokken hulet.
Fra samme Time, den dèr blev bygt,
Til engang den segner af Ælde,
Den synes dømt til utrøstet Frygt
For Bølgernes brusende Vælde!
Men Voverne rase og Stormen slaar
Saa tungt over Flavet sin Vinge,
End Højerup Kirke urokket staar,
Hvor Haabet tykkes saa ringe.
Den veed, hver Julenat sender Han,
Der hører Alverdens Klage
Sit Bud, at den skal fra Skræntens Rand
Et Hanefjed vige tilbage!
Med sejrende Tro staar den dèr paa Vagt,
Hvor Havskummet Muren væder,
Derfor mig griber en sælsom Magt,
Naar ind jeg i Kirken træder.
Det er, som præked den for min Aand
Om Troen, der aldrig rokkes,
Om Hjælp fra en frelsende Faderhaand,
Naar Mørkets Dæmoner flokkes.
Det er, som hver Tvivl og Frygt maa
Naar dèr jeg sætter mig stille,
Mens udenfor Kirken i Østersø
Bølgerne larme vilde!