Er der en straffende Evighed til?
Er det forbi, naar i Døden vi bøje
Hovedet tungt og det bristende Øje
Mister sin Glands og sit straalende Spil?
O, Du, som drog mig i Malstrømmen vild,
Kan jeg fremmane din Aand med min Klage?
Kom for en Stund fra de Døde tilbage:
Endes mit Liv med de jordiske Dage,
Eller er de kun Prologen, dertil?
Er det da mer end en taabelig Løgn,
Fostret og født i de Sværmendes Hjerne:
Evighedslivet, som skal i det Fjerne
Vikle sig ud af det bristende Døgn?
Du, som Dig kaldte min eneste Ven,
Du, som mig daared med glødende Taler
Om de harmoniske Livsidealer,
Førte min Sjæl gjennem Vanvidets Kvaler —
Giv mig min Ungdom, min Glæde igjen!
Gold som en Ørk er mit jordiske Liv!
Aldrig en Plante med Blomst eller Blade!
Øjet forgjæves sig søger et Stade,
Alt blev jo luget af Vantroens Kniv!
Ak, der var Frø dog med spirende Kraft,
Een Gang for tusinde Kimblade bristed
Jordbunden frodig, — men bort jeg dem vristed,
Alt, hvad jeg ejed, i Kampen jeg misted,
Selv har jeg kvalt hvert et Haab, jeg har havt!
Fordum som Barn jeg ved Taarenes Væld
Hver en Bekymring og Sorg kunde stille,
Ak, den er borte, den lægende Kilde,
Selv har jeg tørret den ud i min Sjæl!
Hvad har tilbage jeg nu i min Ve?
Ansigt til Ansigt jeg stedes med Døden,
Skyhøjt som Bjergene taarner sig Brøden,
Svimlende skriger om Hjælp jeg i Nøden
Mørket sig sænker, jeg Intet kan se!