Din Sang er som Nøkkens i Maaneskin,
Der tryller og skræmmer det koglede Sind
Med Sjælens forvildede Klage.
Saa blev i din Lyres Sangbund der lagt
En underfuld, sælsom betagende Magt,
Som lokker og skræmmer tilbage.
Snart daarer din Sang min beregnende Sands
Og tvinger mig i den fantastiske Dands
Med Aander og vilde Dæmoner;
Snart vinker den mildt og mig byder til Gjæst
Og kalder mig ind til Kariternes Fest,
Hvor Lyset og Skjønheden troner.
Som Nøkken kan drage den Vejvilde ned
Til Elven, udover den glasglatte Bred,
Hvor ej han med Foden kan bunde —
Saa drager din Lyres bedaarende Klang
Mig med, skjøndt jeg føler, at dybt i din Sang
Der knitter en Gnist, fra det Onde.