Fakkelskjæret over Nilen flammer
Og sit Gjenskin rødt i Bølgen kaster,
Hvor en romersk Slaveskare haster
Op fra Bredden mellem Palmestammer.
Fundet var han i det vaade Leje,
Han, hvis varme Hjerte Cæsar kaared,
Af en Verden nys paa Hænder baaret,
Nu en Flygtning paa de dunkle Veje!
Arme Hadrian, din Længsel jager
Fredløs Dig i Natten ud alene,
Hvor Naturens mørke, stumme Scene
Varsler om det Syn, dèr mod Dig drager.
Som en Slange, der i Græsset krydser
Og imod sit Bytte lydløst glider,
Nærmere nu Fakkeltoget skrider,
Gyldne Funker det i Mulmet drysser!
Højt af Haab Cæsarens Kind da gløder:
„Tavse Barn, jeg vidste, at Du vilde
Som Du plejed komme tyst og stille,
Det er Dig, Antinoos, jeg møder!”
Da paa Røsten Hadrian de kjendte,
Blidt i Græsset ned de Byrden lagde,
Løfted varsomt Tæppet bort og sagde:
„Cæsar her er han Du bød os hente!”
Der han laa med Døden paa sin Pande,
Læben buet som i stille Smerte,
Bristet var det drømmetunge Hjerte,
Livet slukt i Nilens tavse Vande.
Formfuldendt i yppig Ungdomsfylde
Laa han bleg, Osiris’ fagre Bytte,
Liig en dejligt mejslet Billedstøtte,
Skjøn som ingen Kunst ham kunde trylle.
Og som Døden havde rørt dem alle
Stod med sænket Blik de stumme Slaver,
Mon for disses Skyld Du Sorgen aver
Hadrian — lad Herskerkaaben falde!
Er unævnelig og stum din Kummer,
Uden Ord og uden Suk og Taare,
Skjælver Du ved Synet af en Baare
Med et Barn i Evighedens Slummer?
Dog hvor krampespændt dit Bryst nu bølger,
Taaresløret sig for Øjet væver,
Kjæmpende med Graad din Læbe bæver,
Mens din Sjæl sit store Tab forfølger.
Dobbelt lyst paa Sorgens Grund sig tegne
Alle Minder fra de svundne Dage,
Drømmer Du hin Aftenstund tilbage,
Da Du Drengen fandt i Hellas Egne.
Varmt dit Hjerte svulmed ham imøde,
Men han bøjed sky det lille Hoved
Dengang Cæsars Venskab Du ham loved
Og hans Kind sprang ud med Roser røde.
Ak, nu er den hvid som Marmorstenen,
Der paa Sorgens tunge Indskrift bier,
Øjets Glands er slukt og Læben tier,
Døden slog sit Gravmulm over Scenen.
Hadrian, besejret er din Vælde,
Kun forgjæves vil Du Smerten tvinge,
Kvindefødt er Du og Du maa bringe
Taarens Offer som de andre Trælle!
Højt Du bryder ud i Sjæleklage,
Kaster Dig paa Knæ ved Barnets Side,
Kysser hulkende hans Kinder hvide,
Kalder jamrende din Ven tilbage:
„Du som alt mit Tungsind kunde sprede,
Lægge Lys og Sol paa mine Veje,
Vil nu Du fra dette kolde Leje
Mig en aldrig stillet Sorg berede?
Strenge Guder, hvad var Cæsars Brøde?
Hvorfor skulde dette Hjerte briste,
Hvorfor skal mit kjæreste jeg miste
Væk ham atter, send ham fra de Døde!
Vil til Jordens Mægtigste I lytte,
I, hvem Magt blev over Døden givet,
Send min Yndling atter op til Livet,
Og en Verden skjænker jeg i Bytte!
Pluto, Du, der vogter dine Fanger
Som en Gnier, jeg vil ikke tinge,
Hekatomber Sjæle vil jeg bringe
Af hvad Kjøn og Alder Du forlanger!
Høje Zevs, der give kan og tage,
Tag, hvad der misundes mig af andre,
Lad som Betler mig paa Jorden vandre,
O, men giv mig dette Barn tilbage!”
Haaber Du, en Cæsar maa bønhøres?
Hadrian, forgjæves Du dig trætter,
Ingen af sin Vornedliste sletter
Acheron og ej ved Taarer røres!
Kold og ubevægelig han ligger
Med det smertefulde Spil om Munden,
Ve Augustus, Du er overvunden,
Ringeagtet som en ussel Tigger!
Dog — nu løfter myndig Du dit Hoved,
Herskermodet flammer dig i Øjet:
„Stolte Zevs, nu har jeg nok mig bøjet,
Du forsmaar, hvad Hadrian dig loved!
Vil Du Kamp, viid, jeg er Romas Kejser,
Mine Ørne kan med din vel stride,
Trindt paa Jorden Side nu om Side
Templer for Antinoos jeg rejser!
Ej forglemt han flakke skal ved Lethes
Dorske Vande i sin Ungdomsfylde,
Han var skabt til Verden at fortrylle
Og fordunkle hist din Ganymedes!
Kunstens Børn skal Skjønhedslinier drage,
Der til evig Ungdom ham opvækker,
Saa en sælsom Straaleglands sig lægger
Om Antinoos til sene Dage!
Ja, naar dine Templer styrte sammen,
Søjlerne i deres Grundvold rokkes,
Til hans Kultus Ynglinge skal flokkes
Og med Ceder nære Offerflammen!
Gjennem Tiderne hans Navn skal straale
Som en Guddom blandt de høje Stjerner,
Der den varme Ungdoms Drømme værner
Og de dybe Længsler kan udmaale!”