Husker Du Venezia, Lagunernes By,
Adrias Dronning med det straalende Ry?
Blaa som Nordens Kornblomst ruller Bølgen dèr,
Brister mod Gondolen i en talløs Perlehær!
Tusinde Paladser med Tinder og med Taarne.
Spejle sig i Dybet, som paa Havfladen baarne.
Kjender Du Venezia, hvor Fortidens Minder
Hviske om den Slægt, der var Østens Overvinder,
Den Gang Havet vrimled af mægtige Galejer,
Marcus-Løven førte dem alle frem til Sejer,
Halvmaanen blegned, og Barbareskens Mod
Kvaltes af Dandolo i Strømme af Blod!
Højt fra Trubadouren som Byernes By
Gjenlød i Europa dit straalende Ry,
Og paa Sangens Vinger fra Provence til Norden
Slyngedes din Ære som et Eventyr om Jorden!
Tiderne svandt og de knejsende Paladser
Vejredes i Grus som forvittrede Masser,
Men fra Dybet klinger i stille Sommernætter
Sagn, som Trubadouren endnu i Sange fletter.
* * *
Det er Aften i Venezia,
Solens sidste Straaler funkle,
Blomstersmykt Gondolen glider,
Der er Sang og Strengespil;
Klædt i Højtidsdragten sidder
Hos sin unge Brud Giovanni,
Nys fra Kirken ud de traadte,
Fra Sanct Marcus Alterild.
Pagen rører Mandolinen,
Og de rene Toner bæve
Over Havet som en Stemning
Født i Bryllupsdagens Fryd;
Og de hvide Maager flagre
Om Gondolen, som de droges
Rastløs uden Fred og Hvile
Mod den underfulde Lyd.
Mod sin Brudgoms Skulder læner
Margarita bly sit Hoved,
Mens hun hviskende fortæller
Drømme fra sin Barndomstid
Om en Helt, der skulde komme,
Skjøn og stærk som ingen anden
For at bære hende gjennem
Livets Larm og Døgnets Strid.
Og det straalerige Øje
Mildt hun paa Giovanni fæster:
„Ak, min Brudgom, ved din Side
Al min Angst og Sorg er slukt,
Selv ej ham jeg frygter mere,
Som ved Trudsler og ved Bønner
Søgte snedigt mig at lokke
Fra Madonnas rene Tugt —
Ham, den vilde Søn af Dogen,
Med den altid slebne Daggert,
Med de flammestærke Øjne
Og det lumske Smil om Mund;
Ak, Du maa ham sikkert kjende,
Du har sèt ham ved mit Vindve,
Naar om Natten dèr han lured
Som en Slange glat og ond!”
Og sin stærke Arm Giovanni
Slynger fast om Margarita:
„Ja, tilvisse, jeg har sèt ham,
Signor Pietro mener Du;
Mer end sèt ham, jeg har mødt ham,
Tvende Nætter vore Klinger
Krydsedes og begge Gange
Brød hans Kaarde jeg itu!
Frygt ham ej, thi tvende Gange
Har han lært, at jeg kan værge
Om den Perle, jeg har fæstet —
Ve ham, hvis han ypper Kiv!
Tredje Gang gaar Ret for Naade,
Det jeg har min Ære svoret,
Og han veed, han tvende Gange
Skylder mig sit usle Liv!”
Blomstersmykt Gondolen glider
Over minderige Vande,
Mandolinens Toner klinge
Dæmpet mod det fjerne Land;
Mod de tæppebredte Sider
Bølgekammen langsomt vugger,
Og mod Nord i Horizonten
Havet gløder som i Brand!
Og det var som Fredens Aander
Dyssed Bølgerne til Hvile,
Kun en skumhvid Stribe viste,
Hvor Gondolen skjød sig frem;
Nedad gik det langs med Kysten
Lys ved Lys af Havet dukked —
Snart de Foden skulde sætte
I Giovannis rige Hjem.
Da der lød med èt en Susen,
Det var Maager, som blev skræmmet
Og med høje Skrig sig flokked,
Svævende i Kredse om;
Og den gamle Gondoliere
Rysted mumlende sit Hoved:
„Maageskrig er daarligt Varsel.
Godt, saa nær vi Maalet kom!”
Men hvor Fuglesværmen flygted,
Viste sig et Punkt i Havet,
Der med ilsom Hast sig nærmed
Pidskende det blanke Vand
Var det en Delfin, som leged?
Nej, for hvert Sekund det voxed,
Nu det kunde klarlig kjendes:
En Gondol med tvende Mand.
Og en Tanke greb Giovanni
Det er ham, der os forfølger;
Og for Solens Skjær han skygged
Over Øjet med sin Haand:
„Frygt dog ikke, Margarita,
Ved min Side er Du sikker,
Hans Begjær jeg nu skal lægge
I ubrydelige Baand!”
Som en Pil fra Skyttens Bue,
Som en Falk imod sit Bytte
Rask og sikkert slaar Gondolen
Fremad til den vilde Færd.
Nu de kan hinanden kjende,
Disse To, der forhen mødtes —
Kinder gløde, Øjne funkle,
Hadet skjærper begge Sværd.
Af sit Raseri forblændet
Signor Pietro knytter Haanden:
„Stands, her vil vi tale sammen,
Brudenatten er jo lang!”
Men Giovanni Værget drager.
Mens han raaber til sin Fiende:
„Selv Du vil det, Skurk, men mindes,
Det i Dag er sidste Gang!”
Og Gondolerne i Farten
Tørne voldsomt mod hinanden,
Hadet blusser op i Flamme,
En af to i Dag maa dø!
Thi de slebne Klinger krydses
Ret som Lyn, der Død forkynde
Dogens Blod i Kvæld skal farve
Adria din mørke Sø!
Førend Tanken kan det tænke,
Striden kjæmpet er tilende:
Se, han vakler og han falder
For Giovannis stærke Arm!
Og det Hjerte, som kun hused
Had og Hævntørst til det sidste,
Med det kolde Staal blev svalet
For den elskovssyge Harm.
I et Øjeblik hans Legem
Vugges paa de tavse Vande,
Trende Gange op han stiger,
Synker saa for evigt ned —
Sagnet siger, Havets Datter
Har i Dybet ham begravet
Og med Blodkoraller smykket
Dogesønnens Hvilested!
Blomstersmykt Gondolen glider,
Mandolinens Streng forstummer,
Tavse sidde de og veje
Mindet om en blodig Daad;
Thi en Skygge drog henover
Bryllupsdagens klare Himmel,
Sangen tier, Taagen bølger
Over Havet tæt og vaad!