En Sommerfugl hun ligned, naar med spillende Trods
Hun flagred mellem Roserne i Haven —
Saa kom der en Grosserer, en vandrende Kolos,
Med Charivari dinglende paa Maven.
Han syntes, Sommerfuglen var usædvanlig smuk,
Og gav sig til at hoppe mellem Gangene,
Men anstrengt snart han smed sig paa Bænken med et Suk,
Han hørte ej til de behændigt fangende.
Dog Sommerfuglen tyktes ham dobbelt dejlig nu,
Saa fandt han en bekvemmere Maade
Og flettede besindig — for praktisk var hans Hu —
Et Næt saa glimmerfint af gyldne Traade!
Se, Enden paa Historien man let sig gjætter til;
Vel mylred det med Blomster over Engene,
Men denne Guldtraad havde saa mageløst et Spil —
Og saa tilsidst den Lille blev jo hængende!
Paa Naal han hende satte i Mahogni-Kasse, hvor
Slet Ingen hende jage kan og støde,
Saa det kan vare længe — sikkert grumme mange Aar,
Før dèr hun helt faar sprællet sig tildøde!