Hun dukked sit Hoved op til mit Bryst
Og hvisked: „Hvor dog jeg er rig !”
Da fik jeg en underlig trodsende Lyst
Al Verden at æske til Krig!
Den Verden, som paa Egoismens Bud
Om al Ting skal kjøbslaa og tinge
Og nu havde faaet det Facit ud,
At hun var til mig for ringe.
Men Verden er stærk og Verden er stor,
Og Verden har altid Ret,
Og Verden synger saa flinkt i Kor
Sin Mening om godt og slet!
Det nytter ikke, vi maa synge med:
Sluk Ilden, der gløder bag Asken,
Den volder din Slægt kun Sorg og Fortræd
Og selv gaar Du bare i Vadsken!
Saa maatte vi skilles, det faldt lidt haardt,
Min Sjæl har endnu en Rift,
Mig fik paa Rejse de skikket bort
Og hende de pænt fik gift.
Og siden de fandt mig en passende Brud —
Men da lod jeg ikke mig tvinge,
Og saa blev jeg Pebersvend — Herre Gud,
Den Eneste var jo for ringe!