Hver Gang under lyse Bøgekroner
Jeg i Skovens svale Tempel gaar,
Og den junifriske unge Vaar
Hilses trindt af glade Jubeltoner,
Naar de morgenfødte Anemoner
Blomstertæppet over Bunden slaar,
Medens Irisken i Krattet spaar
Om en Ungdomskraft, der evig troner —
Da til Dig min Tanke altid svæver,
Af Naturen selv til Datter kaaren
Skjønhedsarven underfuldt Du hæver!
Frisk Du er som Skoven først i Vaaren,
I din Sjæl en evig Skjønhed lever,
Og til evig Ungdom blev Du baaren!