„Gaa ned i Rosenlunden
— Saadan min Herre bød —
Og pluk mig der med Snilde
En Rose varm og rød!
Den skjønneste det være,
Thi viid det vel, min Søn,
Hos Grevens unge Datter
Den tolke skal min Bøn!”
Jeg gik i Rosenlunden,
Som mig min Herre bød,
For Junisolen svulmed
Hver Rose varm og rød
Jeg spejded og jeg søgte,
Jeg vidste, hvad det gjaldt —
Da var det, som min Længsel
Med et i Drømme faldt.
Det var, som hver en Rose
Blev til en Pigemund,
Der hvisked om at kysse
Og dysse mig i Blund —
Da glemte jeg at søge,
Og Luften blev saa hed,
Jeg maatte ind, hvor Skyggen
Sig langsomt sænker ned.
Men dèr, hvor Løvet fatter
Sig i et Favntag ind,
Sad Grevens unge Datter
Med Smilehul paa Kind.
Jeg bøjed mig behænde,
Hun slog sit Øje op —
Da jubled Nattergalen
Højt i Syrenens Top!
Der var saa svalt derinde
Bag Løvets tætte Hang,
Der var et dunkelt Minde,
Jeg drømte det en Gang!
Og bag de tætte Grene
I Rosenduft vi sad,
Kun Irisken alene
Forstod, hvorom jeg bad . . . .
Nu kommer jeg, Hr. Ridder,
Fra Rosenlunden ind,
Fra Duft og Fuglekvidder
Med lette Pagetrin!
O, tys! Du viltre Svale,
Som spejdet har min Vej —
Lad ham med Blomsten prale,
Men Knoppen plukked jeg!