Hvorfor om Sorgen synge,
Naar Verden er saa smuk,
Og Roserne i Klynge
Udaander Elskovssuk?
For hvert et Haab, der ødes,
Et nyt sin Vinge slaar,
Nu veed jeg, vi skal mødes —
Og hun er atten Aar!
Hvorfor mod Vintren grue
Nu ved Skjærsommertid?
Kan I paa Himlen skue
Hin Fjersky let og hvid?
Naar den i Vesten glødes
Og Nattergalen slaar,
Skal jeg med hende mødes —
Og hun er atten Aar!
Saa bølg, min Sang, i Varme
Omkring det ene Navn,
Thi jeg har stærke Arme
Og hun saa blød en Favn!
De dybe Længsler fødes,
Hver èn mod hende gaar,
I Aften skal vi mødes —
Og hun er atten Aar!