Følg mig, fagre Lille,
Rosenhækken blusser,
Fulde røde Roser,
Født i Solens Spil!
Men paa dine Kinder
— Rosenalfen studser —
Er et Skjær, som Rosen
Aldrig fødes til!
Hvide Stænk paa Løvet
Uden Tal sig spænder
Over Krattets Krone
Som et Snènæt hen.
Paa de skarpe Torne
Let Du Tjørnen kjender —
Sangens Fugle næbbes
Tryggest dog i den!
Og den brede Guldregn
Bøjer sig mod Jorde
Som en tung Kaskade
Blinkende og blød.
Danaë Du mindes —
Var jeg Zevs og turde
Som en Guldregn drysse
Sagte i dit Skjød!
Hylden staar i Blomster,
Tungt den Aande drager
Og de hvide Skjærme
Døve Skyggens Luft.
Sælsomt dèr det kogler,
Skræmmer og betager —
Hold mig fast i Haanden
Sød er Hyldens Duft.
Natviolen lider
Og sit Hoved hælder,
For det stærke Daglys
Lukker den sig i!
Vil dens Duft Du kjende
Følg mig, naar det kvælder
Da, mens Blomsten drømmer
Drømmer ogsaa vi!