Atter en Oldtidssaga, hører jeg raabe. Ja, min ærede Læser, det gaaer dig maaskee ligesom det gik mig, der for et halvt Aar siden selv hældede til den Mening, at den poetiske Bearbejdelse af vor Oldtid var udtømt. Som en ung Nybygger stod jeg paa de opdyrkede Marker, igjennem Urskovenes mythiske Dæmring saae jeg Lyset kaste sine Straaler og en mægtig Digter-verden røre sig der, hvori jeg bedrøvet følte mig tilovers. Jeg vilde allerede styre min Cours bort igjen, for ei at tære paa Andres Rigdom, da det faldt mig ind, om jeg ikke ved Behandlingen af det Betydningsfulde skulde kunne finde en Retning aaben i den gamle Poesi for meer end Efterligning.
Sagnene om „Hadding,” „Svegder,” „Hedin og Hogne,” forekom mig som dybsindige Skizzer til allegoriske Digtninger, og naar jeg undtager et lille Digt af Gejer: „Kong Svegder,” og enkelte store Træk hos Oehlenschlæger og Grundtvig, laa denne Mark for mig saa godt som brak; og der var altsaa Noget at prøve mine Kræfter paa. Kan du ikke blive en Columbus eller en Kortes i hiin Verden, tænkte jeg, kan du maaskee dog foreløbig anlagge en lille Coloni paa Kysten.
Den blot allegoriske Poesi er, med al Respect for de geniale Frembringelser i denne Genre, altid forekommet mig kunstlet, hvor den fremtraadte i et mere voluminøst Verk, omtrent som en Voxfigur, hvori man hører Pendulens Tik, Tak, istedet for Slaget af et bevæget Digterhjerte.
Sandhed, Friskhed, Varme og Naivitet tiltalte mig altfor meget i det reent Episke, til at jeg kunde opgive det, saa jeg satte til mit Maal: at forene det Tankefuldt i den nyere Poesies Retning med den barnlige og phantasirige Livsopfattelse, der havde henrevet mig i de episke Mesterverker. Dertil har jeg stræbt efter ringe Evne ved Udarbejdelsen af dette Digt, og det er Standpunktet, hvorfra jeg ønsker at lade Læseren oversee mit Arbejde. Foer jeg vild, da mindes man, at jeg er en Begynder, der saa meget mere trænger til human Overbærelse, som jeg ved eget Studium, maa bryde mig min Vei.
I en lille Fortælling har Samsøe behandlet Sagnet om Hedin og Hogne, men, henreven af de romantiske Situationer deri, ganske overseet og udeladt hvad jeg anseer for dets Hovedsag, og hvorpaa det upaatvillelig med store Træk henpeger. Det er samme Saga, jeg her har udarbejdet under Navn af Valkyrien Gøndul, idet jeg har taget Øren i Haanden, og fældet og kappet hvad der forekom mig at være vilde Skud. Indledningen har jeg forandret, rykket Tiden tilbage, givet Hogne en sydlig Dronning, og saaledes bebyrdet min Samvittighed med et tungt Ansvar i deres Øine, som slaae op i de gamle Bøger, for at see om Digteren lyver.
Den sidste Sang, med Overskrift „Mythernes Transfiguration,” slutter sig, skjøndt den ikke staaer i ligefrem Forbindelse med Digtet om Gøndul, saa nær til Tankerækken deri, at jeg ikke har taget i Betænkning, at lade det Hele ende dermed.
Man har saa ofte sjunget, at de gamle Guder svandt, uden digterisk at fremstille deres Sammenhlng med Christendommen og de Livsvirksomheder, som til alle Tider ville gjøre sig gjældende. Om det er lykkedes mig i denne flygtige Skizze at give et Slags poetisk Forestilling om hiin Overgang, maa det Publicum, for hvilket jeg efter henved et Par Aars Forløb atter fremlægger et ringe Arbeide, afgjøre.