Den larmende Dag maa svinde;
Men i mig selv
Uroligt styrter derinde
Sig Tankens Elv.
Om Hjertet skylle dens Vover
Med rastløs Iil,
Og Mindet bøier derover
Sin Taarepiil.
Og om jeg lukker mit Øre
For Verdens Larm,
Jeg kan dog Brændingen høre
I egen Barm.
Slet Intet kan Strømmen standse;
Erfarenhed
Ophænger falmede Krandse
Hver Dag derved.
Min Sjæl paa Bølgerne gynger,
Veed ei hvorhen;
Mod Stjernerne de mig slynger
Og ned igjen.
Forsvundne Verdener dølger
Den stride Elv;
Men evigt bruse dens Bølger
Dybt i mig selv.
Og om jeg lukker mit Øre
For Verdens Larm,
Jeg kan dog Brændingen høre
I egen Barm.