(Hal i det kristne Kloster).
(Broder Malchus kommer i Samtale med Broder Josephus).
Malchus.
(velnæret og selvtilfreds).
Det gaar ikke! Det gaar ikke! Jeg sagde det jo strax den Gang vor gamle Abbed valgte Broder Eugenius til sin Efterfølger — Det gaar ikke! Han er for ung til at være Hyrde for denne vor Hjord.
Jopsephus.
Origenes var jo ikke mere end 18 Aar gammel, da han valgtes til Menighedsforstander.
Malchus.
Ja vist, ja vist! Det veed jeg ligesaa godt som Du. Men jeg siger alligevel: Det gaar ikke med Broder Eugenius! Vor gamle Abbed — Gud glæde ham i sin Himmel! — gik jo halvt i Barndom paa det Sidste. Jeg siger halvt, laeg vel Mærke dertil, thi det være langt fra mig at ville paastaa, at han ikke var ved sin fulde Samling, indtil han salig hensov i Herren, men svækket var han dog, og det ikke saa lidt, ellers havde han naturligvis ikke forbigaaet os Ældre, men valgt til sin Eftermand En af os, som har Erfaring og Modenhed.
Jopsephus.
For Exempel Dig!
Malchus.
Ja, hvorfor ikke? Mener Du maaske, at jeg ikke duer til Andet, end at slide mig op her som Skaffer og Kjøgemester for Jer Andre?
Jopsephus.
Beklag Dig ikke, Malchus! Du har det jo mageligst af os Alle her. Du har ingen Vabler i Hænderne af at bruge Spade og Hakke; Du sendes ikke ud for at omvende eller for at pleje Pestsyge og Spedalske.
Malchus.
Det gjør Du jo heller ikke!
Jopsephus.
(ivrig).
Men det er mit brændende Ønske at blive betroet den Slags Gjerning, og netop i Dag har jeg besluttet at bede vor Abbed om at udsende mig blandt Hedningerne. Selv om jeg vidste, at Martyrdøden ventede mig der, skulde det dog ikke holde mig tilbage!
Malchus.
Naa! Saa Du tragter efter at blive Martyr? Nej, saa vidt gaar min Iver ikke. At blive stenet ihjel som en gal Hund, eller maaske blive levende stegt paa en gloende Rist — Hu, ha! — Sveden sprækker ud af mig ved den blotte Tanke!
Jopsephus.
Ja, tilstaa det: Du befinder Dig netop her paa din rette Hylde; i det Mindste er Du den, der trives bedst af os Alle.
Malchus.
Jeg har Anlæg til Fedme, mener Du. Ja, hvad beviser det? Er jeg maaske derfor mindre from? Jeg kan rigtignok ligesaa lidt som en Kamel gaa igjennem et Naaleøje og har ikke saa let ved at falde paa mine Knæ som I Andre; men jeg beder dog ligefuldt mine foreskrevne Bønner og velsigner hver Dag Maden, jeg laver til Jer, for at der kan blive Forslag i den, thi overdaadig er den ikke. De Fleste af Jer har jo neppe Fugleføde paa Kroppen; men deraf skal I da ikke hovmode Jer!
Jopsephus.
Det gjør vi jo heller ikke; jeg mener kun, at vi ikke Alle har Kald og Anlæg til det Samme. Medens Du sørger for vore Legemer, sørger vor unge Abbed for vore Sjæle. Kan Du nægte, at han viser Iver og Nidkjærhed i sit betroede Kald? Hans Ry for Hellighed er jo allerede trængt udenfor disse Mure.
Malchus.
Ja, paa Alt hvad der angaar Himlen er han klog nok.
Jopsephus.
Selv vor gamle Abbed kunde ikke bedre end han tyde de hellige Bøger for os; og har Du ikke selv mangen Gang fundet ham altfor streng i at overholde Bøn og Faste og opholdt Dig over, at han mere end nødvendigt hengiver sig til Ensomhed og Bodsøvelser i sin Celle, som ingen Andre end han faar Lov at betræde?
Malchus.
Ja, det er netop Sagen! Han overdriver saa paa een Maade, saa paa en anden; snart er han for streng, snart er han for mild. Mellem os sagt, er jeg sommetider nærved at tro, at det. ikke er rigtig fat hos ham her (peger paa panden). Har Du ikke bemærket, hvor underlig forvirret han tidt seer ud? Blodet farer ham jo til Hovedet, som om han var et Pigebarn, og bedst som han sidder og stirrer hen for sig, kan han jo flyve op, naar man taler til ham, som om han blev stukket af en Bremse.
Jopsephus.
Nu, ja, det er da ikke saa besynderligt —
Malchus.
Heller ikke, at han om Natten gaar omkring som en Søvngjænger og snakker højt med sig selv eller med Stjernerne, som om de var levende Væsener?
Jopsephus.
Det er Kampen mellem Sjæl og Legeme, der opfylder ham med Uro. Djævlen, veed Du, frister mest de Fromme; dem, som leve i Kjødet, behøver han ikke at gjøre sig saa megen Ulejlighed for.
Malchus.
Er det mig, Du sigter til.
Jopsephus.
Nej, jeg taler kun om den menneskelige Skrøbelighed i Almindelighed. Jeg selv er for ung til at være Dommer over Andre.
Malchus.
(med et bodfærdigt Suk).
Ak, ja! Vi er alle Syndere! Vorherre bevare os for Djævlen og alt, hvad ondt er!
Jopsephus.
(vender sig om).
Der er han!
Malchus.
(farer forskrækket op).
Hvem?
Jopsephus.
(hurtigt).
Vor Abbed!
Malchus.
Naa — ja, saa er det nok bedst, at jeg skynder mig bort, for det er ikke værd, at han seer, at vi staar her og sladrer.
(skynder sig ud gjennem en Sidegang).
(Eugenius (Fulvia), klædt som de andre Klosterbrødre i en mørkfarvet Kutte, hvis Hætte til Dels bedækker hendes Hoved, kommer tankefuld og langsomt fra den modsatte Side).
Eugenius.
(idet hun pludselig bliver Josephus vaer).
Har Du Intet at bestille Josephus, siden Du staar ledig paa denne Tid af Dagen? — Eller vil Du maaske tale med mig?
Jopsephus.
Ja!
Eugenius.
Hvad har Du paa dit Hjerte?
Jopsephus.
En Byrde, som længe har tynget det!
Eugenius.
Betro mig den!
Jopsephus.
Det er et Skriftemaal, jeg har at aflægge!
Eugenius.
Har Du forsyndet Dig mod vor Ordens Regler, da maa jeg være streng og strafle Dig med Bod!
Jopsephus.
Mit hele Liv er gaaet hen i Bod og Forsagelse!
Eugenius.
Jeg veed det! Du har jo altid været from og lydig. — Er Du maaske syg i Sindet? Lider Du? da vil jeg bede for os begge; thi ogsaa jeg lider og har Lægedom behov.
Jopsephus.
Den Lægedom, jeg behøver, er Frihed. Send mig ud i Hedningeverdenen, hvorhen Du vil! kun ud, hvor der er Kamp og Fare; hvor jeg kan sætte Livet ind for min Tro! Jeg er jo nu voxen og føler Kraft og Mod til at optage Kampen.
Eugenius.
Ja Mod — Hvem har ikke det, naar man er ung!
Jopsephus.
(dristig).
Du selv er ung!
Eugenius.
Og dog har jeg vendt Verden Ryggen.
Jopsephus.
Ja, men af eget Valg; Du havde dog kæmpet først og kom som Sejrherre hertil fra Slaget.
Eugenius.
(afsides med et tungt Suk).
Gud hjælpe mig, jeg kom fra Nederlaget!
Jopsephus.
Du var ikke mæt af Livet, som de Fleste her.
Eugenius.
Og hvoraf veed Du det?
Jopsephus.
Dit Ydre røber det.
Eugenius.
(studsende).
Mit Ydre —?
Jopsephus.
Ja! Vel er din Kind bleg, og sørgmodig seer Du ud, men ungdomsrank staar Du dog imellem de Andre her, som Alle, mig undtagen, bærer Mærker af Livets Kampe.
Da Du kom hertil, var det for mig, som om Du bragte en Straale med herind af Dagens skjønne Lys. Jeg saae det strax — vi Alle saae det: Du var af ædel Herkomst, vant til at befale; — din Haand var fin, din Stemme blød; — i Aand og Lærdom naaede Dig Ingen her!
Eugenius.
(forvirret, men beherskende sig).
Du glemmer, at det er Dig, som skal skrifte for mig, og ikke omvendt!
Jopsephus.
Du har Ret; jeg glemte mig selv! Tilgiv mig — og gaa ikke fra mig, før Du har bønhørt mig! Prøv mig — send mig ud i Verden! Det er ikke syndig Længsel efter den, som driver mig, men Trang til Daad og større Virksomhed. Jeg forgaar i denne Ensomhed.
Eugenius.
Vel an! Saa lad det ske! Jeg vil ikke længere holde Dig tilbage. Men husk, jeg staar til Ansvar for din Sjæl! — Bered Dig til Rejsen; i Morgen skal Du drage bort herfra, men først vil vi tales nærmere ved herom.
Jopsephus.
O, alt i Morgen! Gud ske Pris og Tak!
(iler ud).
(Rocchus kommer. Hans Udseende er forvildet. Han famler sigfrem langs Muren).
Rocchus.
Skaf mig fat paa Abbeden! Hvor er han?
Eugenius.
Her.
Rocchus.
Du lyver! Det er Abbeden, jeg søger. Jeg vil have en Ende paa det. Tror I, at jeg vil rave om til evig Tid i dette Bælmørke?
Eugenius.
Stakkels Rocchus! Du taler i Vildelse; vend tilbage til dit Leje — Du er syg paa Sjæl og Legeme.
Rocchus.
Ja, men indbild Dig ikke, at Du kan hjælpe mig. — Har Du maaske Mod til at stikke dine Arme ned lige til Skuldrene i Helvedes Pøl, for at fiske en Synder som mig op deraf? Nej, nej, det tør Du ikke! Du lyver!
Eugenius.
(med tilkjæmpet Fatning).
Kjender Du mig ikke?
Rocchus.
Jo, de kalder Dig Eugenius, men hvad har jeg med Dig at skaffe? Du har kun taget Abbedens Kutte paa for at indbilde mig, at Du er ham.
Eugenius.
(forvirret).
Du veed ikke, hvad Du siger.
Rocchus.
Er Du mæt af Livet? — Hader Du Verden? Forbander Du dit eget Kjød? Vrider Du Dig ved Tanken om dine Synder som en traadt Orm? — Nu, hvorfor svarer Du ikke? — Ha! Der fangede jeg Dig! Jeg vidste det jo nok: Du hænger endnu ved denne elendige Verden.
Eugenius.
Jeg har sørget med Dig, vaaget over Dig og bedt for Dig!
Rocchus.
Ja, det har ogsaa Josephus gjort. Han og Du passer sammen. Hvor gammel er Du?
Eugenius.
Ung imod Dig — altfor ung, frygter jeg, til at bære den Vægt, som jeg har taget paa mine svage Skuldre! — Lige overfor Dig, Rocchus, or jeg nær ved at segne under Vægten deraf.
Rocchus.
Og Du vil trøste mig! Ha! h a ! ha! — Seer Du Mærket paa min Pande: Kainsmærket? Jeg har gnedet og gnedet derpaa i Aar og Dage; men det vil ikke gaa bort. — Abels Blod skriger til Himlen om Hævn over mig!
Eugenius.
Du har angret og vil finde Tilgivelse, som Røveren paa Korset!
Rocchus.
Det sagde ogsaa den gamle Abbed, og ham troede jeg; men det er saa længe siden jeg har talt med ham. Hvorfor skjuler I ham for mig? Hvor er han?
Eugenius.
Gaaet forud for at berede din arme Sjæl Vej til Fred og Frelse! Men Du forstaar mig ikke. — Kom! kom!
Rocchus.
Hvor vil Du føre mig hen?
Eugenius.
Til dit Leje.
Rocchus.
— Min Grav, mener Du? Ikke sandt? — den, som jeg selv har udhulet med disse mine Hænder i Kalkklippen herudenfor? Ja, ja, nu husker jeg det: Vi var To, som skulde hvile der Side om Side — Abbeden og jeg — Rummet der var kun trangt, men to Benrade tager jo ikke megen Plads op. Hvorfor kunde han ikke vente, til jeg fulgte ham derned?
Eugenius.
Vær taalmodig. Du vil snart finde Hvile ved hans Side.
Rocchus.
Jeg vil hellere strax krybe ned til ham; saa kan I jo vælte Stenen over mig.
Eugenius.
Du maa vente, stakkels Rocchus, til Gud kalder Dig. Det vil ikke vare længe! Kom!
Rocchus.
Vente! bestandig vente! Jeg er saa træt, saa træt!
Lucas.
(træder ind og melder:)
To unge Vandringsmænd staar herudenfor og beder om at indlades: De ønsker at tale med Dig, Eugenius,
Eugenius.
Luk dem herind og lad mig være ene med dem; men bring først den stakkels Syge her tilbage til sin Celle og sørg for, at der vaages omhyggeligt over ham.
(Lucas gaar, førende Rocchus ud med sig).
(Efter et kort Ophold, hvori Eugenius knæler ned foran et Krucifix, der tilligemed et Dødningehoved er henstillet paa et lille Alter i et Hjørne af Hallen, træde Narkissos og Hyazinthos ind, rejseklædte med Vandringsstave i Hænderne).
(Idet Fulvia rejser sig og faar Øje paa dem, farer hun sammen og røber en Skræk, som hun forgjæves søger at skjule).
Narkissos.
Hvis i din Andagt vi forstyrre Dig,
da sig det, fromme Fader; vi kan vente —
Du vakler! — Er Du syg? Skal vi Dig støtte
(iler hen mod ham).
Eugenius.
Nej, — rør mig ikke! — Bryd Jer ej derom!
Det var et Anfald kun af Svimmelhed,
som greb mig, netop da I traadte ind —
— nu er jeg bedre alt — Sig eders Ærind.
Hyazinthos.
Vi komme hid fra Staden, vi er Brødre,
født i den samme Stund af samme Moder;
Narkissos hedder han, jeg Hyazinthos;
fribaarne, men foruden Slægt og Venner;
vi bære paa en fælles Sorg og drives
af samme Længsel.
Narkissos.
Os er Verden øde!
Hyazinthos.
For Livets Glæder er vi begge døde!
Eugenius.
(bevæget).
Og hvilken Storm har slaaet Jer til Vrag?
Narkissos.
Det var et Vindpust paa en Solskinsdag,
som, mens det sused gjennem Foraarsløvet,
af vore Vinger vifted Farvestøvet!
Eugenius.
(urolig).
I søge her maaske et gjæstfrit Tag;
I har jo vandret langt og er vel trætte?
Naar I har hvilet ud og spist Jer mætte,
saa gribe atter I til Vandringsstaven?
Hyazinthos.
Vi søge Lyset over Frelsergraven —
Stjernen fra Bethlehem har ført os hid!
Eugenius.
Saa er I Kristne alt?
Narkissos.
Endnu ej døbte.
Men i det sidste Aar vi plejed Syge
og bragte Trøst, hvor der var Sorg at bære
vi hørte tale om den nye Lære,
om Korsets Underværk — den store Tro,
som fører Sjælen over Dødens Bro
til alle Sjæles Fader hist i Himlen.
Hyazinthos.
Døb os, saa gaa vi atter ud i Vrimlen.
Og saa?
Eugenius.
Narkissos.
— Vi drage Haand i Haand til Rom
til Korsets Sejer eller Martyrdom.
Eugenius.
Det staar ej i min Magt!
Hyazinthos.
Og hvorfor ej?
Døb os, Eugenius!
Eugenius.
(efter et Øjebliks Kamp med sig selv).
Umuligt! Nej! —
Veed I, hvem denne Kutte slutter inde!
Narkissos.
(forfærdet).
Jeg kjender denne Røst!
Hyazinthos.
(ligeledes).
Ja, det er hendes!
Narkissos.
Det er umuligt! — Dog — det er en Kvindes!
(Fulvia kaster Hætten tilbage).
Narkissos.
(farer tilbage).
O Himmel: Fulvia! Er det Bedrag?
Staa nu de Døde op ved højlys Dag!
Hyazinthos.
(ligeledes).
Er Du en Dæmon, sendt for os at friste?
En Engel eller Djævel?
Narkissos.
Vee! det Sidste —
— kun i det Ydre som en Engel skabt!
Fulvia.
Nej — jeg er den, I troede død og tabt!
Hyazinthos.
Men her, — i denne Dragt? O hvilken Gaade!
Fulvia.
Tilfældigt kom jeg hid, forklædt som Mand;
— hvor kunde jeg blandt Mænd mit Kjøn forraade?
Ikkun min Dragt er falsk; — min Tro er sand;
og jeg har tryglet Gud hver Dag om Naade!
Narkissos.
Veed Du, at Mængden hist i Staden tror,
at Guderne har røvet Dig fra Jorden
og sat som Tegn for dødelige Slægter
en Stjerne til dit Minde højt paa Himlen?
Fulvia.
Ja Mængden! ja, hvad tror den ikke paa!
Narkissos.
Din Fader selv har faaet det bekræftet
i Delphi af Præstindens egen Mund;
og just i Dag — netop i denne Stund —
afslører man dit eget Marmorbilled,
rejst paa et Alter ved Athenes Tempel.
— Selv Aqvilinus, som har tvivlet længst,
er med at hylde Dig som Halvgudinde.
Fulvia.
(afsides, idet hun knuger Haanden mod Hjertet).
O, sid han var udslettet af mit Minde!
(højt).
Nok! nok! Hvad jeg skal gjøre, nu jeg veed:
Selv vil jeg knuse Billedstøttens Hoved,
— styrte mit eget Afgudsbilled ned!
— I Nat det skal alt ske! Nu er det lovet!
Hyazinthos.
I Fald Du røbes, koster det dit Liv!
Fulvia.
Nu vel! saa soner jeg min Hedningbrøde
og lider Straffen for det Selvbedrag,
hvoraf I To har vækket mig i Dag!
Narkissos.
Men vi da? — Vil Du atter os forstøde?
Følg med os, Fulvia? følg os til Rom!
Fulvia.
(besluttet).
I Morgen kan vi tales ved derom.
Hvad jeg har sagt, staar fast; lad mig kun bøde!
— Nu trænge I til Hvile. — Følg mig — kom!
(gaar, fulgt af Brødrene).