(Klippeegn med enkelte Palmer og Kaktusplanter. I Forgrunden til Højre sees Ydermuren af et kristent „Claustrumu”, opført i raa Stil med en enkelt lav Indgang).
(Rocchus og Josephus, iførte grove, lange, mørkfarvede Kutter med Hætter, ere i Færd med at ophakke Grunden ved Foden af en Kalkklippe).
Rocchus.
(idet kan standser med sit Arbejde).
Ah! jeg maa puste lidt. — Jeg bliver gammel, mærker jeg — Kræfterne svigter mig.
Jopsephus.
(sætter Hakken fra sig).
Du er ogsaa for streng imod Dig selv og spæger Dig mere end nødvendigt. Vor Ordensregel tilsteder os jo at spise Kjød hver tredie Dag, undtagen paa de store Højtidsdage; Du lever kun af Vand og Urter.
Rocchus.
Jeg har ogsaa Mere at afsone end I Andre.
Jopsephus.
Kom, Broder! lad os hvile lidt i Skyggen paa Stenbænken her! Jeg har saa ofte bedet Dig om at fortælle mig lidt om dit tidligere Liv; opfyld nu min Bøn. — Vor gamle Abbed derinde har jo selv sagt mig, at jeg kunde have godt af at høre af din egen Mund, hvad Du har prøvet og lidt.
Rocchus.
Ja, til Skræk og Advarsel for din unge Sjæl!
Jopsephus.
Ræk mig din Haand, at jeg kan lede Dig — i denne Retning.
Rocchus.
(idet han famlende med langsomme Skridt nærmer sig Stenbænken).
Tak! nu veed jeg Vejen.
(De sætte sig).
Jopsephus.
Du har oplevet Meget?
Rocchus.
Ja, Meget!
Jopsephus.
Ikke sandt? Du har jo været romersk Soldat — Prætorianer? — Været med i Germanien og Gallien og tjent under flere Kejsere?
Rocchus.
Under fire — (efter en Pavse) og været med at myrde de to!
Jopsephus.
(farer tilbage og korser sig).
Herre Jesus! — hvilke?
Rocchus.
(langsomt).
Først Commodus —
Jopsephus.
Uhyret! Athleten! Han, der som Kejser kjæmpede med paa Arena og pralede af, at han med Kølleslag havde knust Hovederne paa over 700 Gladiatorer! I Helved brænder nu hans sorte Sjæl hos Neros og Caligulas! Hvem var den Anden?
Rocchus.
(med et dybt Suk).
Pertinax —
Josephus.
Ak, Pertinax! den Retfærdige? Ham, som med Ære bar sit hvide Haar.
Rocchus.
Ja, ogsaa ham!
Jopsephus.
(spændt).
Og siden?
Rocchus.
Saa gik det op og ned. Jeg høsted Løn som forskyldt — blev foset som en Hund, men jeg bed fra mig og kom i Krig med hele Verden.
Jopsephus.
Du blev Røver?
Rocchus.
Ja!
Jopsephus.
Og dog er Du havnet her og bleven Kristen?
Rocchus.
Et Under aabnede mine øjne i samme Stund, det lukkede dem.
Jopsephus.
Fortæl! fortæl!
Rocchus.
Det var en Uvejrsdag. Jeg laa paa Lur ved Vejen nærved Cæsarea, beredt til at nedstøde den Første den Bedste, som kom forbi. — Det lynede. Jeg hørte Fodtrin. Der kom en enlig Mand, en Kristen; — Korset, som han holdt i sin Haand, og som han trykkede til sine Læber, forraadte det. — Med opløftet Daggert styrtede jeg frem mod ham. Han var forsvarsløs, men røbede ingen Frygt. Det undrede mig. Jeg spurgte ham, hvorfra han fik sit Mod. »Fra den Korsfæstede,« svarede han, »fra Frelseren, i hvis Ærinde jeg er paa Vejen til en Døende. Du har ikke Magt til at standse mig, naar ikke Gud vil det.« — Jeg lo og vilde støde til, da — i samme Øjeblik — faldt jeg som knust til Jorden.
Jopsephus.
(spændt).
Himlens Lyn havde ramt Dig —
Rocchus.
Ja!
Josephus.
Og da Du atter vaagnede til Bevidsthed?
Rocchus.
Laa jeg i Armene paa ham, jeg vilde myrde. — Det var sort Nat omkring mig — og i mig!
Jopsephus.
Du havde mistet Synet?
Rocchus.
For første Gang saae jeg ind i min egen Sjæl!
Jopsephus.
Et Guds Mirakel!
Rocchus.
Ja! Jeg vilde Blodhund blev rystet vældigt af Guds stærke Haand! Jeg vred mig som en Orm — græd som et Barn!
Jopsephus.
Saa blev Du Kristen! — Men Manden, som Du vilde myrde — Hvor blev han af? — Hvem var han?
Rocchus.
Vor Abbed derinde!
Jopsephus.
Hvad siger Du? Vor Abbed? Den fromme Olding, der slutter hver en Bøn, han beder, med de samme Ord, som St. Johannes bad, da han blev gammel: »Børnlille, O elsker hverandre!«
Rocchus.
Ham var det! Han har frelst min arme Sjæl fra Helvedes Afgrund! Paa Dommens Dag vil han tage mig ved Haanden og føre mig frem for Guds Throne, og gaa i Borgen for, at jeg har angret!
Jopsephus.
Skrækkeligt har Du forsyndet Dig! Men Du var jo Hedning og gik i Blinde.
Rocchus.
Nu seer jeg!
Jopsephus.
Ak! gid mit indre Syn var opladt som dit. — Jeg længes efter at komme ud i Verden.
Rocchus.
Du har ikke prøvet den. Som et lille Barn kom Du jo hertil.
Jopsephus.
Selv kan jeg ikke huske det, men vor Abbed har fortalt mig, at han bar mig hertil paa sine Arme, da mine Forældre, som var Kristne, havde lidt Døden i et Pøbelopløb derinde i Staden. Som en kjærlig Fader har han vaaget over mig og kjender alle mine Tanker. Velsignet være han!
Rocchus.
Og dog sukker Du? Du synes vel, at det er haardt, at han sætter Dig til at arbejde sammen med mig, som af alle Brødrene her er den, der er mest mæt af Livet!
Jopsephus.
Det er til min Sjæls Frelse, han gjør det — jeg veed det. Men forlang ikke, at jeg som Du bestandig skal tænke kun paa Døden! Dette Arbejde, hvormed jeg hjælper Dig her, er saa sørgeligt.
Rocchus.
Ja — for Dig, stakkels Barn, ikke for mig; det er mit sidste Leje, jeg reder her i den haarde Kalkklippe. Trøst Dig, det vil snart være færdigt!
(Lyden af en Klokke høres inde fra Bygningen).
Jopsephus.
(idet han rejser sig og griber den Andens Haand).
Klokken kalder os til Bøn! Kom, lad mig lede Dig.
Rocchus.
Bed for mig, Josephus! Bed for mig!
(De gaa ind i Klosteret).
(Fulvia kommer fra den modsatte Side. Hendes Gang og hele Udseende røber Træthed og Forvirring. Over den hvide Dragt, hun bar i denne Akts første Scene, bærer hun en mørkfarvet Overklædning. Hun vakler hen til Stenbænken og sætter sig der paa).
Fulvia.
Hvor jeg er træt! — Lad mig besinde mig
hvad er der sket? Maaske er det. en Drøm,
en tung, afskyelig Drøm — O gid saa var!
Men jeg er vaagen. — Ja, her sidder jeg
med knækket Stolthed, fremmed for mig selv,
en stakkels Skabning, som for første Gang
har stirret ind med Skræk i Dødens Øjne,
de rædselsfulde, tomme! Vee mig, Taabe!
Jeg vilde hæve mig til Guderne —
nu har de slængt mig med Foragt i Støvet!
Forgjæves har jeg anraabt dem, de hørte ej!
Den høje Helios saae ned fra Himlen,
som haaned han min Nød. — Ja det er Straffen,
fordi jeg vilde efterligne ham,
som styrer Solens Straalespand deroppe
evigt i samme Spor! — Kastet af Vognen,
hvis vilde Heste, skumbedækte, sky,
foer over Stok og Sten, slængtes jeg hen
ved Randen af en Afgrund; da jeg vaagned,
var jeg alene — kun to Aadselgribbe
i Luften svæved over mig med Skrig;
de grimme Fugle holdt mig for et Lig! —
Langt er jeg vandret, uden Maal og Tanke.
Hvor er jeg nu? — Jeg har ej været før
i denne Egn. — Der ligger jo en Bolig.
Ugjæstfri seer den ud; dens Mur er skummel
og lav dens Dør; dog vil jeg banke paa
som ydmyg Tigger. — Jager man mig bort,
da vil jeg kalde Gribbene tilbage,
og vente Dødens Komme uden Klage!
(Idet hun nærmer sig Klosterdøren, lyder et højtideligt Chor af Mandsstemmer derinde fra).
Chor af Mandsstemmer i Klosteret.
Staar i Verden Du forladt?
Kom herind! kom herind!
Vakler Du i Tvivlens Nat?1
Kom herind! kom herind!
Her er Vej til Morgenrøden!
Her er Sejer over Døden!
Fulvia.
(som i den højeste Spænding har lyttet til Sangen, gjentager langsomt de to sidste Strofer).
Ha, sælsomt! sælsomt! Mægtigt rystes jeg
i denne Ensomhed af disse Ord!
Recitativ.
(En dyb Mandsstemme i Klosteret).
»Mit Hjerte sukker efter Herren som Hjorten efter frisk Vand; min Sjæl tørster efter den levende Gud!«
Fulvia.
(gjentager langsomt den sidste Sætning).
Den levende? Der er jo flere Guder!
Er de da døde? — Hvem er denne Ene,
de synge om? Er det de Kristnes Gud:
Ja, ja! nu mindes jeg, at jeg har hørt,
at han er Gud for Hver, som er bedrøvet;
— de andre Guder træde os i Støvet!
Choret i Klosteret.
Bange Sjæl, han har Dig kjær!
Overalt han er Dig nær.
Kommer Du med Barnets Sind,
lukkes Du i Himlen ind.
Hvor de Vise gaa i Blinde,
kan de Fromme Vejen finde!
Fulvia.
(gjentager de to sidste Strofer).
Recitativ.
»Før Bjergene bleve til og Du dannede Jorden, ja fra Evighed og til Evighed er Du Gud!«
Fulvia.
(gjentager i dyb Bevægelse):
Fra Evighed og til Evighed er Du Gud!
Recitativ.
»Der er ingen andre Guder foruden Dig!«
Fulvia.
»Der er ingen andre Guder foruden Digi«
Recitativ.
»Farer jeg op til Himlen, da er Du der, reder jeg mit Leje i Afgrunden, da er Du der, vilde jeg tage Morgenrødens Vinger og tøve ved det yderste Hav, da skulde ogsaa der din Haand føre mig og din Højre holde mig fast!«
Chor i Klosteret.
Flyv Du store Jubelbud,
flyv til alle Slægter ud,
til hver Sjæl, som staar forladt:
Endt er Tvivlens lange Nat,
Himlen har sig aabenbaret!
— Her er Vejen! Her er Svaret?
Fulvia.
(iler hen mod Klosterdøren).
Ja, ja! her kommer jeg. Mit Hjerte tørster
efter den levende Gud! Ham vil jeg kjende!
Luk op? luk op! Lad mig ej ude staa!
Det er en husvild Sjæl, som banker paa,
en Sjæl, som har i Ørknen sig forvildet,
en Sjæl, hvis Tørst endnu blev aldrig stillet!
Luk op og sluk min Tørst og stil mit Savn!
Luk op i hans, den Ubekjendtes Navn!
(banker paa og synker knælende ned foran Indgangen).
Tæppet falder.