Jeg stod ved Havens Gjærde
Med Haanden under Kind,
Med mine Lokker leged’
Den svale Aftenvind.
Jeg lyttede til Klokken,
Der ringed’ Solen ned,
Jeg stirrede paa Skyen,
Der over Himlen gled.
Men Hjertet vugged’ ikke
Paa Klokkens Tonestrøm,
Og Tanken dvæled’ ikke
Ved Skyens Purpursøm.
Det var, som om mit Hjerte
Stod stille i mit Bryst,
Og Tanken søgte Hvile,
Fordi selv der var tyst.
De sidste Toner døde,
Og Skyens Bræm blev graa,
End stod jeg der og lytted,
End stod jeg der og saa.
Da bar imod mig Vinden
En Strøm af Rosenduft,
Da vaagnede mit Hjerte,
Da fik min Smerte Luft.
Da maalte atter Tanken
Det Tab, jeg havde lidt,
Da risled’ atter Blodet
Fra Hjertesaaret mit.
Jeg følte mig saa ene,
Forglemt, forskudt, forladt,
Dog aned’ jeg en Lysning
I mine Sorgers Nat.
Jeg hæved’ mine Blikke,
Jeg bøjede mit Knæ,
Jeg folded’ mine Hænder
I Havegjærdets Læ.
Da klang hinsides Gjærdet
Saa frejdig, let og klar
Den milde Barnelatter,
Som hun alene har.
Da krymped sig mit Hjerte,
Som higed det mod Død,
Og vilde Smertetoner
Sig over Læben brød.
Da flygtede jeg hastigt
Langt, langt fra Haven bort
Og styrled’ ind i Skoven
Mig som en jaget Hjort.