Jeg kan ej sidde lig en heldig Fisker
Tryg i et Hjem og frydes ved min Skat;
Thi Perlen, som alt funkled’ for mit Øje,
En Andens lykkelige Haand fik fat.
Men han, der fik den kan ej ret den skatte,
Han ser dens Glands og frydes ved dens Værd,
Han lader den i alskens Lysning spille,
Dog aldrig saa han end dens bedste Skjær.
Og kunde han sin Perle skue funkle
En Gang ved mine Øjnes stærke Skjær,
Han vilde sin i den ej mere kjende,
For ham den mistet havde da sit Værd.