J.P. Jacobsen (1847–85)

Jacobsen, Jens Peter, 1847–85, Forfatter. F. 7. April 1847 i Thisted, d. 30. April 1885 sst., begr. sst. Forældre: Købmand, kaldet Grosserer, Christen J. (1813–97) og Benthe Marie Hundahl (1815–98). Ugift.

J. nedstammer fra thylandske Slægter. Farfaderen var Gaardejer i Rær, Morfaderen Skolelærer i Hundstrup. Moderen, der var religiøs, genfandt tidligt hos sin Søn en egen Følsomhed for, hvad der foregik omkring ham. Da J. var et Aar gammel, flyttede Familien fra det lille Hus i Skolestræde, hvor han var født, ind i Faderens nybyggede Købmandsgaard ud mod Havnen. Kun fire Aar gammel kom han i Forberedelsesskole og rykkede 1856 op i Realskolen. Hans Lege og Fantasiliv er skildret i Niels Lyhnes Barndom. Med en Skolekammerat botaniserede han ivrigt. Digte fra hans Haand er bevaret helt tilbage til hans tolvte Aar. Efter Realeksamen 1862 opholdt han sig et Aar hjemme for at konfirmeres og læse Latin og Græsk. Konfirmationsforberedelsen paavirkede ham religiøst. — Med Kursusaarene (1863–67) i Kbh. begyndte for J. en Trængselstid. Han tabte sit naturlige Drengehumør. Kursusstilene og Digte (»Du kalder mig tavs og melankolsk«) viser, at han var begyndt at gruble over sig selv og religiøse Spørgsmaal. Paa Kursus gik det daarligt, og ved Eksamen 1866 dumpede han. Han fik dog Lov at fortsætte Studeringerne, men med nedsat økonomisk Hjælp hjemmefra, saa han ofte led Savn. Hertil kom Forviklinger i Forholdet til hans Barndomsveninde Anna Michelsen. Hun, der selv skrev Vers og levede i Vers, var begejstret gaaet op i deres Legen Digter. Efteraaret 1865 var hun med sin Moder og Søskende flyttet til Kbh., og J. blev igen som Søn i Huset og Annas særlige Kavaler. Men hurtigt viste det sig, at hans Udvikling i Kbh.aarene havde ført ham bort fra hende, der var religiøst grebet og søgte at paavirke ham. I Følelsen af at have mistet ham forlovede hun sig (1867) med en Fætter, et Slags Kald, hun i Trang til Opofrelse paatog sig. J. greb ind og fik hende overtalt til at hæve den unaturlige Forbindelse. Han bevarede paa Afstand Kontakten med hende i hendes senere Aar, i hvilke hendes Sind var formørket. I Bartholine, Niels Lyhnes Moder, har han tegnet hendes sjælfulde Portræt. Hun var forbundet med det dybeste, men ogsaa det farligste i hans egen Natur: Drømmeriet, det at digte Livet i Stedet for at leve det. Forholdet til hende gentager sig i hans store Kvindeskildringer, der ikke som Drachmanns er Elskovsdigtning, men »indbyrdes Forstaaelse« (se Prosafragmentet »En Fortælling om Tre«) og Medviden. — Trods alt var dog de sidste Aar af 60’erne en frugtbar Periode i J.s Udvikling. Studentereksamen 1867 betød, at han endelig helt kunde hellige sig Botanikken og Poesien, og samtidig fik han i sine Pensionatsfæller i Frk. Zoffmans Studenterpensionat, Studiestræde 18, en Række Venner, med hvem han kunde dele sine aandelige Interesser. J. vilde tage en Magisterkonferens i Naturhistorie med Botanik som Speciale. Han havde — allerede i det første Kursusaar — faaet Forbindelse med Professor Joh. Lange og arbejdede under ham. En Afslutning paa denne rent botaniske Periode i hans Fagstudier betegner hans Rejse i Sommeren 1870 for Botanisk Forenings Regning til Læsø og Anholt. Ved to af Foreningens Aftenmøder redegjorde han for sine Fund, og hans Plantelister blev — med stor Forsinkelse — trykt i »Botanisk Tidsskr.« (1879–80). Botanikken betød for J. i disse Aar det faste Punkt. Fra Poesien kom Uroen, uløseligt forbundet som den var med hans Ynglingeaars Brydninger. Hos Studiestræde-Vennerne (H. S. Vodskov, E. E. Fraenkel, Poul Kierkegaard og Joh. Lundbeck) mødte J. for første Gang Kritik og Forstaaelse af jævnbyrdige. Især blev Venskabet med Vodskov afgørende for ham. Sammen fordybede de sig i Shakespeare, der for J. blev det store Forbillede i Fremstilling af Menneskenaturen i dens Vælde og Ynkelighed. De læste franske Forfattere som Merimée, Sainte-Beuve og Taine. Parallelt med og under Paavirkning af den unge Brandes, hvis Kritik de nøje fulgte, førtes de ud over 60’ernes danske Horisont. Samtidig arbejdede J. med sin egen Digtning. Lyrikken samler sig om to Krystallisationspunkter: »Hervert Sperring« (Foraaret 1866-Sept. 1868) og den Gruppe Digte (1868 og 1869), der var tænkt at skulle indgaa i Rammefortællingen »En Cactus springer ud«, bl. a. »Monomani«, »Har du faret vild i dunkle Skove?« og »Gurresangene«. Motiverne er Romantikkens. Men bag Symbolerne og Figurerne søger J. at blotte de nøgne »psykologiske Forudsætninger«. Bag alle Digtene ligger hans personlige, psykologiske Grundmotiv: Drømme- og Fantasilivet i dets skæbnesvangre Forbindelse med Begær og Drifter. Hervert Sperring-Digtene viser et stort versteknisk Fremskridt, men samtidig er Afhængigheden af den ældre Lyriks Diktion og Rytmik umiskendelig. Kun spredt genkender man den senere J. i en eftertænksom Formulering og i Ordenes langsomme, vægtige Fald. Først i Digtene fra »En Cactus springer ud« oplevede han sit lyriske Gennembrud. Pan-Arabesken (fra 1868) kan betragtes som Programdigtet. Han tager Afsked med de »dunkle Skove«s, Guldalderromantikkens Pan, og indvier sin Digtning til »Kærlighedens Pan«, Kærligheden opfattet som en panisk Besættelse af Sindet. Den faste Strofeform er opløst i Arabeskens frie Rytmeslyngning, og Billedsproget er drevet ud i sin sidste, individuelle Konsekvens. Prosaen dyrkede J. i 60’erne med mindre Energi. Han falder ind i H. C. Andersensk eller Søren Kierkegaardsk Sprog og eksperimenterer med forskellige Stiltoner. Kun to Prosastykker (begge i »En Cactus springer ud«) har en vis Grad af Færdighed: Sagabrudstykket »Kormak og Stengerde« og Novellen »Udlændinge«, der peger frem mod »Mogens«. Forgæves havde J. henvendt sig til Tidsskrifter og Forlag. 1868 raadspurgte han Clemens Petersen, og i Dec. 1869 opsøgte han Georg Brandes, der i et Brev gav ham en mistrøstende Dom, han fandt »noget Usikkert, Svagt, Ranglende ved den Maade, hvorpaa Pennen er ført«. J. blev stædigt ved. — Et vist Skel i J.s Udvikling sætter Aaret 1870 som Indgang til Perioden 1870–73, hans lykkeligste Tid. Legemlig var han sund, fuld af stille, sejg Energi. Fra Fagkredsen og den private Kreds traadte han i disse Aar baade som Naturvidenskabsmand og Digter frem for Offentligheden. Naturvidenskaben var Springbrættet for ham. Inden for sit Fagstudium havde han som Speciale valgt Ferskvandsalgerne, og da Universitetet i Dec. 1870 udsatte en Prisopgave inden for Desmidiaceerne, gik J. i Gang med Opgaven, som han vist med Rette opfattede som udsat for ham. For sin Besvarelse fik han i Foraaret 1873 Medaillen og holdt i Botanisk Forening et Foredrag. Afhandlingen blev optaget i »Botanisk Tidsskrift« (1874–76). J.s Guldmedailleafhandling har Karakteren af en grundig, systematisk gennemarbejdet Materialesamling, men indeholder kun faa generelle Bemærkninger. Han er afgjort »Empirist« og »Specialist«, har udviklet sig under Paavirkning af sine Lærere Peder Heiberg og F. Didrichsen og de nye Strømninger i Tidens danske Naturvidenskab. Men ogsaa for J. som populærvidenskabelig Forfatter er 1870 et Mærkeaar. I første Hæfte af Vilh. Møllers »Nyt dansk Maanedsskrift« (Okt.) debuterede han med Afhandlingen »Om Bevægelsen i Planteriget«. Han befinder sig i denne endnu paa 60’ernes Grund, men med den næste, der behandler Darwin, gør han Springet over i en ny Epoke. J.s kyndige og vel tilrettelagte Redegørelser for Ideerne i Darwins Hovedværker omfatter følgende Afhandlinger: »Darwins Theori«, »Menneskeslægtens Oprindelse«, »Parringsvalget«, alle fremkommet i Løbet af 1871, og »Sindsbevægelsernes Udtryk hos Dyrene«, fra Foraaret 1873. Darwin-Afhandlingerne inddrog ham i kortere Polemikker med Monrad og Entomologen Fr. Meinert. J. havde næppe læst Darwin, før han 1870 under Vilh. Møllers »Tilskyndelse« (dennes Udtryk i »Darwin. Hans Liv og Lære«) gik i Gang med Afhandlingerne. Det mægtige Indtryk, Darwin gjorde paa J., fornemmes endnu i Indledningen til den første Artikel, hvor Naturvidenskaben skildres som »en stor Hal med herligt Hvælv, med mægtige Dybder og store, vide Udsigter«. J. tog aldrig Darwin til Indtægt for nogen Slags Ateisme. Han havde mistet sin Gudstro, før han læste Darwin. Men hans Livssyn fik ved Mødet med Darwin nyt, positivt Indhold. Han forstod, at »Alt, hvad der lever paa Jorden, var som et mægtigt Klædebon, der vævede sig selv, hvor den ene Traads Løb og Farve betingede den andens, og at alt som Tiden svandt, blev Vævet rigere og skjønnere«. Den umiddelbare Følge af Darwin-Afhandlingerne var en Kontrakt med Hegel om Oversættelse af »Arternes Oprindelse«, der begyndte, at udkomme hæftevis i Efteraaret 1871. En Frugt af disse Aars Begejstring for Evolutionslæren er vist ogsaa J.s Idé til et stort, populært Værk, skildrende Verdensudviklingen fra Universets og det organiske Livs Tilblivelse til Menneskets Optræden. Et større Udkast er bevaret, der dog baade i Indhold og Form er ganske dilettantisk og løbsk og vel derfor henlagt af J. selv.

Med Darwin og Udviklingslæren havde J. rørt ved et Stof fuldt af Aktualitet. Artiklerne i »Nyt dansk Maanedsskrift« var hans Introduktion til »Litteraturselskabet«. Indførelsen i den Brandes’ske Kreds i Vinteren 1871–72 betød et fuldstændigt Sceneskifte i J.s Liv. Han havde som Provinsstudent levet et Kammerat- og Pensionatsliv. Nu aabnede københavnske Kulturhjem sig for ham, unge Kunstner- og Digterhjem, og han blev indført i Hovedstadens Selskabsliv, især i de jødiske Hjem, hvortil Venskabet med Edv. og Georg Brandes skaffede ham Adgang. Samtidig begyndte han at faa Smag for Kaféliv. I Samværet paa Tomandshaand med de nye Venner synes han hurtigt at have rykket ud med, at han ogsaa var Digter. Edv. Brandes, Høffding, Otto Borchsenius, Sophus Bauditz har alle fortalt om Aftener eller Nætter, hvor J. overraskede dem med pludseligt at læse egne Digte op for dem. Han var kommet ind i Begivenhedernes Strøm, og Udviklingen førte ham raskt fremad. I Fortsættelse af Pan-Arabesken og »Gurresangene« fulgte en intensiv lyrisk Produktivitet. Men hele denne Ungdomslyrik, en ny Realismens Romantik og Symbolisme, lod J. ligge utrykt. I Pagt med Tidens nye Ideer og Tendenser vendte han sig mod Prosaen og dens Kunstformer: Novelle og Roman. I Marts-Maj 1872 skrev han »Mogens«, der omgaaende blev trykt i »Nyt dansk Maanedsskrift«. Inden for sin beskedne Ramme udtrykker den lille Novelle Realismens Program. I virkelighedsnær Genskabelse af Naturen (»Form og Farve og Bevægelse« og »det Liv, der er i det«) er J. aldrig naaet højere. Den berømte Regnvejrsscene føltes af Samtiden som Frembruddet af en ny Prosa. Den Tilpasning til Virkeligheden, som ikke var lykkedes for Hervert, lykkes for Mogens. Han forstaar selv og lærer den romantiske Thora Skønheden og Lykken i det, der er. Men til J.s lykkelige Ungdomsaar hører ogsaa Undfangelsen af »Marie Grubbe« og Udarbejdelsen af de to første Kapitler, som han i Maj 1873 læste for Georg Brandes. Der er i disse et fast Greb om Figurer og Situationer og fra første Anslag en Fornemmelse af Romanens store Form, der vidner om, hvorledes hans Indførelse i den Brandes- ske Kreds havde bragt hans Evner til hurtigt og fuldt Gennembrud.

I Tillid til Fremtiden begav J. sig i Juni 1873 ud paa sin første Udenlandsrejse, der førte ham gennem Tyskland og Tyrol til de norditalienske Stæder. Fra Dresden var Edv. Brandes — en kortere Tid ogsaa Georg Brandes — hans Rejseselskab. Rejsen var for J. eet langt Studium af Malerkunst. Men i Venezia viste sig de første Sygdomstegn, og i Firenze fik han en Blodspytning. Rom blev opgivet, han længtes nu kun hjem til Thisted.

Ved Hjemkomsten i Okt. 1873 gav Lægen kun ringe Haab for Fremtiden. Men under de gode Forhold i Barndomshjemmet, der blev hans faste Tilflugtssted, lykkedes det ham at tilvriste sig endnu elleve Aars Levetid. Forbavsende hurtigt begyndte han saa smaat at tage fat igen. I Oversættelsen af Darwin havde han et roligt, støt Arbejde. »Arternes Oprindelse« blev gjort færdig og efterfulgtes af »Menneskets Afstamning og Parringsvalget« (1874), tilsammen over tusinde tætte Sider. Allerede i Dec. arbejdede han med et nyt stort Digt: »Arabesk til en Haandtegning af Michel Angelo«, der blev trykt i Vilh. Møllers »Flyvende Blade« (11. Juli 1874). J. fik hermed sin sene Debut som Lyriker. Det er Kulminationen af Arabesk-Lyrikken. Men den Kvinde, som tegner sig mod en Baggrund af Sydens glødende Nat, er ikke Elskovens Symbol, men Sorgens. Digtet danner Indgangen til hans Manddomsaars Forfatterskab, bag hvilket altid fornemmes dette sorgfulde, meget vidende Blik, Livet i Dødens Belysning. — Endelig i Sept. 1874 var J. stærk nok til at rejse til Kbh., hans Længslers By, hvor han blev et Aar. I Det kgl. Bibliotek, senere ogsaa i Rigsarkivet, supplerede han og afsluttede Forstudierne til »Marie Grubbe«. Til Brødrene Brandes’ Tidsskrift »Det 19. Aarhundrede«, i hvis Start han havde taget levende Del, bidrog han med de to første Kapitler af sin Roman (1874) og med Novellen »Et Skud i Taagen« (1875). Sommermaanederne tilbragte han med Vilh. Møllers i Humlebæk. — I de lange Thisted-Aar, som nu fulgte: Sept. 1875-Juni 1881, bragte kun to Udenlandsrejser lidt Afveksling i hans Tilværelse, den ene (Sept. 1877-Maj 1878) til Kurstedet Montreux i Schweiz, den anden (Sept. 1878-Maj 1879), hvortil han havde det Ancker’ske Legat, gik ad Rhinvejen til Mainz, igennem Sydfrankrig og videre til Rom. I J.s Digtning har de tre Udenlandsrejser sat sig Spor i Skildringerne af fremmede Egne og Steder: det lille Riva ved Gardasøens Bredder, Salzacs graa Tristhed, Bergamo og Avignon med Udsigten over Provence. Men de egentlige Begivenheder i disse Aar, det som gav dem deres Indhold, var de to store Romaner: »Marie Grubbe« (Dec. 1876, paabegyndt Marts 1873, optager Fragmenterne til en patologisk Kvindestudie »Clara« fra 1870) og »Niels Lyhne« (Dec. 1880, paabegyndt 1874, optager Ideen til Romanen »Ateisten« fra 1867). Selv kalder J. »Marie Grubbe« sin »Førstefødte«, og det er aabenbart, at han har villet gøre sin Debut saa vægtig og repræsentativ som muligt ved en vis Konsekvens i Metoden og det menneskelige Grundsyn. Det 17. Aarhundredes Kulturliv og Sprog var genskabt med Forskerens Vederhæftighed og Respekt for den korrekte Detaille. Det historiske understregede, ligesom dokumenterede Realismen i Fremstillingsformen. I Menneskeskildringen var det sjælelige stadigt set i dets Betingethed af det legemlige. Det var forsøgt at bringe denne sælsomme Kvindeskæbne paa en psykologisk Formel, en Teori om Nydelsen i Selvnedværdigelsen, »halvt i Slægtmed grov Sanselighed«, men ogsaa med »det Ædleste og Bedste i Kvindens Natur«. »Marie Grubbe« fremstod som en kraftig Manifestation af »det moderne Gennembrud«. Men den doktrinære Realisme og Naturalisme i Romanens Overflade og Konstruktion var gennemslynget af Digterens eget heftigt bevægede Stemnings- og Følelsesliv. Han havde i Marie Grubbe inddigtet sin egen Skønhedslængsel, sit eget subtile, forfinede Følelsesliv og sin Drøm om Lidenskabens Selvherlighed, og med sin egen individualistiske Morallære forsvarede han hende over for Historiens Dom (repræsenteret ved Holberg). »Niels Lyhne« er svagere i Grebet end »Marie Grubbe«, men gaar dybere i Sjælekundskab (Edele og Bigum). Den er 70’ernes centrale Dannelsesroman, stærk i Forkyndelsen af sin Idé: Troen paa »den Intensitet, det vil give Livet, naar Alt skal rummes i det, og Intet er lagt hen udenfor«, og dog resigneret. Dybest set er den, som J. har tilstaaet det, »et personligt Regnskab« med tydelige Træk af hans Livs Historie. Den Prosastil, som J. udviklede i sine to Romaner, har som Forudsætning hans lyriske Gennembrud i Slutningen af 60’erne. Han bjergede sin Lyrik over i Prosaen, hvor den ikke blot træder synligt frem i Stilens Zirater, men — med finere Kunst — fornemmes som en Understrøm i dens indre Rytme. Han skabte derved sin egen Prosastil. — Endelig 1881 tog J. igen Ophold i Kbh. indtil Juli 1884. Somrene tilbragte han paa Landet, 1882 i Vallø, og 1883 var han atter med Vilh. Møllers i Humlebæk. Med Alex. Kielland, der 1881–82 opholdt sig i Kbh., sluttede han et nært Venskab og var en stadig Gæst i hans Hjem. Vist af Kielland fik han Øgenavnet. »Excellencen«, ikke blot sigtende paa hans ydre Fremtræden (hans stadige Attributter: den høje Hat, Paraplyen, de store, blanke Galocher), men karakteriserende Personligheden med dens Forening af Fornemhed og elskelig Mildhed. Som altid var J. fuld af Planer til nye Digterværker. Men skrevet blev kun tre Noveller, der i kraftig Fortætning endnu en Gang viser hans Talent i dets forskellige Retninger: »Fra Skitzebogen« (»Der burde have været Roser«) og »Pesten i Bergamo« fra 1881 og »Fru Fønss« fra Foraaret 1882. Sine Noveller udgav han samlet i »Mogens og andre Noveller« (1882). Derimod fik han aldrig udført sin Plan at udgive et Bind Digte. Ungdomslyrikken var kommet ham paa Afstand, og i Perioden efter 1874 frembragte han kun en lille Haandfuld Digte. Arabesken er trængt tilbage for det lille strofiske Digt, ofte med Folkevisens og Salmens vemodige Inderlighed. Det er Digte om Livets korte Lykke og Døden (»Det bødes der for«). Med Ordsprogets Fynd formulerer han sin Tro paa Fremskridtets Sag (»Lys over Landet! Det er det, vi vil«). Men dybest gaar de Digte, hvor Sjælen aner en ligesom fordybet Virkelighed bag Tingenes (»Stille, du elskede Kvinde!«, »Lad Vaaren komme, mens den vil«). — Efter Hjemkomsten til Thisted (Juli 1884) kom han lidt til Kræfter, men hen paa Foraaret forværredes hans Tilstand. Han døde fattet og bevidst til det sidste, kun bekymret for ikke unødigt at ængste Moderen og sine nærmeste.

Efter J.s Død udgav Vilh. Møller og Edv. Brandes af hans efterladte Manuskripter et Bind »Digte og Udkast« (1886), der gav et nyt Indblik i J.s Personlighed og Udvikling, og for første Gang gav et samlet Indtryk af hans Digte, af hvilke kun seks havde været trykt forud.

J.s Indflydelse paa de to følgende Digtergenerationer var meget stor, ikke blot igennem Digtningen, men dybere maaske ved hans Personligheds moralske Eksempel. Reaktionen omkring Aarhundredskiftet mod 90’ernes Digtning ramte ogsaa J. Men den menneskelige Kerne i J.s Kunst er uberørt af den litterære Aktualitets Smagsskifter. Det er en Lidenskabsdigtning, om Lidenskaben, der standses og slaar ind i Bevidstheden som Drømme og Længsler, og om »den umulige Lidenskab«, der driver Mennesket til Fortvivlelsens Handling, de store Scener, hvor Mennesket udleverer sig selv. Hans Romaner og Noveller virker paa deres Højdepunkter med Kraften af det store Drama, der bevæger og griber. I hans Lyrik lever hans brændende og saarbare Digtersjæl.

Paa Grundlag af hele det store Materiale af J.s efterladte Papirer (i Det kgl. Bibliotek) er hans »Samlede Skrifter«, I-V, 1924–29 (femte Bind indeholdende hans naturvidenskabelige Arbejder) udgivet af Morten Borup for Det danske Sprog- og Litteraturselskab.