Skjult bag Gyldenregn-Busketter,
overskygget af Plataner,
laa jeg nærved Parkfontænens
vædeblanke Broncesvaner. —
Blikket svævede mod Plænens
marmorhugne Statuetter.
Og de vage Blikke strøjfe
Haarets Slyng i Nakkeknuden:
Artemis, som griber Pilen, —
og de glide bort til Guden,
fængsles, dvæle ved Profilen
og ved Lokkens Pandesløjfe.
Slankt og frit stod Muskelspillet!
Armen udstrakt, seneflettet; —
trodsigt Halsen sidebøjet; —
Brystet hvælvet, fremadrettet . . . . .
Nydelystent flyver øjet
nu mod Afrodites Billed.
Hvid og slank som Evig-Isen
paa de mørke Glimmerstene,
kold som Havets Vinterbølger
stod hun Anadyomene.
Selvbevidst hun intet dølger:
nøgen vandt hun Skønhedsprisen!
— — — Tys! Med sundhedsvarme Kinder
kom langs brogede Rabatter
nynnende en Chansonette
Jordens unge fuldblods Datter,
styrende sin højst kokette
Fod blandt strænge Stengudinder.
Tæt hun skærmer sig mod Solen
med en Egekvist fra Lunden,
saa jeg ser kun hendes Fletning,
fyldig, blankbrun, silkebunden. —
Lyseblaa med hvid Besætning,
blød og glat og stram sad Kjolen.
Kvikt sin franske Vise synger
Hun og sig til Plænen nærmer,
kaster langthen Bladesløret,
skyder ned de vide Ærmer,
stryger Lokken bagved Øret
— og Refrainet kækt udslynger.
— Men med Et hun standser, — tier
pludselig midt i en Trille
og staar tavs i Havegangen
foran Afrodite stille,
af Gud véd hvad Tanke fangen,
vugget ind i Drømmerier.
Ilsomt hun af Hyben toppen
alle modne Roser bryder,
og de løse Blomsterblade
paa Cytheras Hoved gyder; —
i en rødmende Kaskade
gled de ned ad Marmorkroppen.
Og med Hænderne paa Ryggen,
Øjet som i Solskyer hyllet,
tankefuld hun Foden flytter
sødt af Længselsdrømme tryllet
fra de hvide Gudestøtter
og forsvandt i Lindeskyggen.