Der var Roser i myldrende Mængde
i fyldige Ranker om Vindverne slyngede;
hen ad Verandaens Tag laa de slængte,
nedover Tremmernes Gitter de hængte
og vipped’, af Dugdraabens Kviksølv tyngede.
Det var ikke de blussende, søde,
som natskjulte Elskov paa Kinderne tegnede,
ikke Lukretias blodige røde,
ikke Kleopatras rødmende, bløde,
som fodhøjt den smykkede Festsal hegnede.
Det var ikke de saftige gule,
som vugges paa Balkjolens Brystsløjfe hvilende,
dem ej, som titte fra mosdækte Hule,
dem ej, der blysomt i Skyggen sig skjule
og duftløse nikke fra Skovgjærdet smilende.
Det var dugvaade Slyngroser, — blanke
som Svanedun, — hvide med Randene krusede. —
Yndefuld bøjet sig Ranke om Ranke,
bandt i sin filtrede Fletning min Tanke,
og Duften, saa fin og saa sart, mig berusede.
Og et blomstertungt Vildskud jeg brækker,
— og Draaberne stænkede, Bladene dryssede. —
Krands om min Elskedes Nakke jeg lægger,
dejlige, kølende Roser os dækker; —
de skjalv, naar vi hvidskede, stak, naar jeg kyssede.