Man holdt Siesta. — Døsede drømmende.
— Nippende nød man den sorte Kaffe. —
Jasminens narkotiske Aande, svømmende
tungt fra Verandaen, bares af Brisen,
— og naar da et Vindpust bevæged Markisen,
et Solstraalevæld, gennem Halvmørket strømmende,
slog Ild af den slebne Krystal-Karafte,
traf i ustadig Reflex Toiletterne,
røbende glimtvis de lade Grupper,
der, sugende Duggen af Haandbuketterne,
kjølende Læben, som vinhed brændte,
laa strakt i et viljeløst »far niente.«
— Som flyvende Spindelvæv fra Cigaretterne
steg Røgen af duftende Silkepupper.
Modernes Proteus man, skarpt kritiserende,
stævner for Skjønsmagens Domtribune. —
Fra dødsdømte Nyform man gled diskuterende
over til klassiske Rhythmefolder;
paa Trianons Pudderstil hist man holder,
paa Nationaldragter her, — Kavallererne,
— de saa’ nok helst Damerne klædt som Phryne.
— Brydende Traaden, »in medias« springende,
modeklædt kom hun, — en Kurv paa Armen
med jordbær paa Vinblade, — Straahatten svingende,
— Solsmil i Kindernes Latterdale,
forstyrred de Modereform-Radikale,
dem Alle til talende Tavshed tvingende.
— Men, Himmel! Hvor Silken sad støbt om Barmen.