Vi kom fra Blomsterrazzia en Morgenstund
med broget Bytte fra en Ellemose.
— Hun tog det rige Valmuflor ved Gjærdet,
imedens jeg paa frodig Gyngebund
opfiskede den hvide Nøkkerose
og skar de længste Liliesiv i Kjæret.
Det var en dugvaad, sollys Sommermorgenstund.
— Med japanesisk Straahat og et Gitter
af søde Kaprifolier om Skyggen
gik jeg med Favnen fuld af Mosefund,
— Hun bar et Diadem af Margueriter
og Hatten i sit Hagebaand paa Ryggen.
En aaben Kæmpevifte ordnede hun net
af Sivet med den fine Dusk som Silke,
af Iris og de blanke Lotosblade,
og dannede en kunstnerisk Buket
af Gjærdevalmuer med sølvgraa Stilke,
til Vasen paa Konsollens Marmorplade.
Harmonisk blødt de skære Farvetoner stod:
den mælkehvide Alabrasterkukke,
i Skyggen blaalig som en Barnepande,
— til Fløjlskronens sunde Blomsterblod,
som vælded’ frem af Knoppens Bægerlukke,
— og Bladet mørkegrønt med brudte Rande.
En Purpurmuslingskal med lyse Guldstøvgran
hvert Kronblad var; — en sydlandsk Aftenrøde,
et Rosafløjl broderet med Topaser;
og Frugtens Form som støbt i Grækenland,
en klassisk Amphora med Linier bløde,
saa fuldendt ren som kun Athenens Vaser.
Den blomsterfyldte Krukke fra Konsollens Bord
i Vejret hæved hun med varlig Omhu
og stillede behændigt den paa Haaret,
og spurgte med et Smil, om ej jeg tror,
en ung og dejlig athenæisk Jomfru
sin Amphora just saadan havde baaret.
Fortryllet jeg det yndefulde Billed saa!
— Hvor rhythmisk skøn var Sidelinien bøjet
hvor blødt den fine Hofte dog var rundet!
Og salig jeg begyndte at forstaa,
hvorfor en klassisk Vase fængsler Øjet:
hos Kvinden er dens Bølgelinie fundet!