I.
En gammel Havemur, sprød og forvitret af Ælde, med Teglstens Rygkam, ud over hvilken en yppig Manke af Vedbend og Vinløv hang, rækkende sig ned over Vejkanten, om den ikke kunde naa lidt Tusendfryd eller en Snerleblomst, ja blot en Døvnælde at flette ind i det evindelige grønt; . . . en gammel Havemur laa ved Landevejen og strakte sig i Julisolen.
Paa Murryggen sad en ung Mand og vippede med Benene som en japanesisk Gud. Hans smukke Skikkelse, klædt i lysegraat Sommertøj, traadte skarpt frem paa den mørke Baggrund at dybtrøde Blodbøge.
Han havde skudt den bløde, graa Filthat bag i Nakken og sad tankefuld eller tankeløs med Blikket vagt svævende mod de kuplede Skove og tavlede Marker og sugede paa søde Kirsebær, gule med rødligt Skær, som han et efter et plukkede af den frugttunge, afbrækkede Gren, han holdt i Haanden.
— — En lille frisk Stemme, som halvt sang, halvt nynnede en populær Vise, hvis Rhytmer og Takt den behandlede paa den mest lunefulde og vilkaarlige Maade af Verden, rev ham ud af den vegeterende Drømmen.
Han drejede Hovedet og fik Øje paa en ung Pige, som langsomt kom spaserende hen ad Vejen.
Under den store, svajede Straahat, hvis Form mindede om en hankeløs Blomsterkurv, blinkende et Par straalende sorte øjne frem. Det blankbrune Haar, bundet i en fyldig Fletning, havde hun kastet over Skulderen; den lyseblaa Silkesløjfe, hvormed Fletningen var knyttet, stod smukt til Kjolens mørkeblaa Korsetliv. — —
Hun gik nu i sine egne Tanker og trallede med Hænderne foldede paa Ryggen, Hovedet bøjet tilbage, hvorved den hvide Hals traadte nydelig frem i en svag Bue, og slingrede med Overkroppen til højre og venstre i Takt med Sangen.
Man behøvede ikke at være Maler, saaledes som den unge Mand var det, for at føle sig uimodstaaelig fængslet af hendes Skikkelse.
Han sad saa stille som en Mus, for ikke at blive røbet, og frydede sig ved at lægge Mærke til, hvorledes hun som alle unge Piger i ubevogtede Øjeblikke drejede Næserne af de højhælede Tremmesko, gennem hvis brudte Vrist man øjnede den røde Strømpe stribevis, en lille Smule indad og satte Hælen først til Jorden.
Halvt ubevidst udstødte hun Sangens Omkvæd temmelig forte med en kæk, lidt parodierende Betoning. — Skræmmet af sin egen Stemme for hun sammen og blev ikke beroliget ved at høre et Ekko med samme Betoning, men flere Oktaver dybere, reflekteret fra Havemuren.
Hun vendte hurtig Blikket derhen og saa to smilende brune øjne og en skægget Mund, der lo hende i Møde med røde Læber og hvide Tænder.
Det ved denne Opdagelse paaskyndede Hjærteslag drev en varm Blodstrøm op i de bløde Kinder, hun blev yderst flov og stansede, tvivlraadig, om hun skulde løbe sin Vej eller modigt vove sig forbi. Men denne Forvirring varede kun et Øjeblik; hun fattede sig hurtigt, kneb Læberne sammen, drog Brynenes Buer i Vejret, trak Hagen ind, knejsede med Nakken, satte Fødderne udad, bestemt og sirligt som en Hofdame fra Trianon, og gik forbi det farlige Sted med en Air som en Spanier.
I forbigaaende tilkastede hun ham paa Muren et uendelig fornemt og usigelig ligegyldigt Blik, hvis Virkning dog svækkedes en Del af den forræderske Rødmen.
Han holdt bestandig leende dette Blik fast og rakte den frugttunge Kirsebærgren ud imod hende.
Hun vendte fortørnet Hovedet med et Kast, saa Fletningen dansede ned paa Ryggen og gik videre.
Han blev siddende og stirrede efter hende.
Baaret af den bløde Brise sejlede en lang, sitrende, sølvglinsende Traad frem gennem Luften. Ved Traadens Ende hang en lille Edderkop med Hovedet nedad og snurrede rundt, strittende med alle otte Ben.
Den havde overgivet sit Fartøj til Vindenes Luner og ventede nu blot paa at fange Fodfæste et Sted.
Den unge Pige trippede rank og stolt afsted med affekteret
Langsomhed og fornem Vuggen med Kroppen.
Den flyvende Sejler stødte mod hendes Hat; Luftskipperen faldt ind paa hendes Næse, og entrede sjæleglad op ad den med lange Tag som en helbefaren Matros. — —
Hun udstødte et kort Hvin — saaledes som unge Piger er vante til at gøre i slige livsfarlige Situationer, — tabte den spanske Holdning, greb sig med Hænderne til Ansigtet, slog ud med Armene for at befri sig for den farlige Fjende, som hun dog ikke turde røre ved; — kom pludselig til at tænke paa, at hun utvivlsomt blev skarpt iagttaget af to smilende brune Øjne, kastede et sky Blik hen ad Muien til og løb yderst forvirret og med Valmu Kinder sin Vej paa en alt andet end dameagtig Maade, forfulgt af en irriterende, klingende Latter.
II.
Det var ved Middagstid i den indtil Trængsel befærdede Hovedgade.
Unge Damer, spraglede som en Efteraarsskov, flagrede afsted, sammenkædede to og to; de manøvrerede behændig frem gennem Strømmen, seende alt, uden af betragte noget, trygge mod enhver Mistanke om Flaneren ved den ubetydelige men sig dog Opmærksomheden paatrængende Pakke, som hang ved Haandledet.
De blev lorgnetterede og vurderede paa den mest ugenerte Maade af Gentlemen, der slæbte sig trægt frem, som om de stod i Queue ved et Billetkontor.
Foran en stor, spejlende Butiksrude stod en ung Mand med blød Filthat og lystærnet Slips, — vor Maler fra Muren — og saa paa de fremlagte Stoffer,
Svære sorte Silketøjer med ivævede matsorte Blomster og Blade laa henkastede med beregnet Nonchalance i overdaadige, svulmende Bølger.
En enkelt Klynge af lysegule Roser og kunstige gyldne Solsikker var ligesom tilfældig dryssede ned over det sorte Silke. Farverne stod fortræffelig sammen. Fortabt i Beskuelsen mærkede han ikke, at smukke Damer kom og gik, spejlede sig et Sekund i den blanke Rude og gled bort igen.
Han vilde til at gaa, da han kommer til at se til højre paa Ruden og faar Øje paa Spejlbilledet af en ung Pige.
Men det var jo den lille Sangerske fra forleden! Hun stod meget alvorlig og fornuftig med et sort frynset Silkesjal bundet i en løs Knude paa Brystet og lod til at være ganske optagen af de udstillede Herligheder.
Ved en Bevægelse af ham ser hun op paa hans Spejlbillede, genkender ham og trækker Mundvigen fornærmet nedad.
Men et ubetvingeligt Smil, ved Tanken om Havemuren, fødes paa hendes Læber og smitter hans Øjne; — og de smiler til hinandens Spejlbilleder.
Kun et Øjeblik! Hurtig vender hun sig fra Vinduet, tilkaster ham, der ligeledes vender sig fra Vinduet, et fremmed, ligegyldigt Blik, — Fortrolighed udstrakte sig kun til hans Billede — og gaar videre.
Han følger tæt efter, saa nær, at han kommer til at stryge op ad hende, da hun med ét stanser foran en ung Pige. Han hører hende sige: »Ja, til Fanø, du!« føler et Træk i sin øverste Frakkeknap og bliver hængende ved en Maske i hendes Sjal som en Drossel i en Done. — Han gør tusende Undskyldninger og er meget længe om at frigøre sig fra hende. »Jeg forsikrer Dem, Frøken, jeg er lige saa ulykkelig som en Flue, der er bleven fanget i en Spindelvæv,« siger han leende.
III.
Paa en Stentrappe sad en rødmusset Amagerpige med Skødet fuldt af Roser, som hun ordnede i smaa Buketter.
Vor unge Maler kommer spaserende, faar Lyst til en Blomst og stanser foran Trappen. Efter moden Overvejelse vælger han sig en mørkerød, næsten sort Rosenknop, stikker den meget omhyggelig fast i Knaphullet og rækker Pigen en blank Tokrone.
Medens han biede paa at faa Penge tilbage, havde han vendt sig om og stod og morede sig over en surmulende, smudsig gammel Fyr, som vraltede hen ad Gaden, med en smilende, skinnende hvid Venusbuste krystet i sin Favn. — Han fik ogsaa Øje paa en lille bitte Pige i rød, strikket Kjole, med fugtig Næse, som i dybeste Alvor og med de runde Kinder oppustede af Anstrængelsen løftede et endnu mindre, lige saa alvorligt Barn, med endnu mere fugtig Næse og i blaa, strikket Kjole, op paa et Trappetrin.
»Jeg kan ikke bytte, har Herren ikke Smaapenge?« lød det fra Amagerpigen, som havde hentet alt sit Mammon op fra en uendelig dyb Lomme, og havde udbredt de røde og hvide Skillinger i den flade Haand. — »Nej, han havde ikke.« — Det var ogsaa kedeligt.
Han var i Færd med at tage Rosen af igen, da en ældre og yngre Dame stansede ved Blomsterpigen. — Den ældre blev staaende lidt borte, medens den unge, med strittende Lillefinger, greb en Gloire de Dijon og fæstede den ved sit Bryst.
Hun trak en mikroskopisk Portemonnaie frem og gav sig med stadig strittende Lillefinger til at lede efter en Tiøre, alt imedens hun skottede til ham, som med Spaserestokken under Armen og med bøjet Hoved havde vanskeligt ved at frigøre den stridige Stilks Torne fra Knaphullet.
Han saa op og mødte to sorte, spillende Øjne. Ah! det var hende! »Aa, undskyld! Frøkenen skulde vel ikke kunne bytte en Tokrone?« —
»Nej, desværre; — men jeg kan laane Dem en Tiøre.« — Hun smilede skælmsk, kastede to Smaamynter i Skødet paa Pigen og skyndte sig hen til den ældre Dame, medens han blev staaende højst forlegen og forvirret med sin Rose i Haanden og saá efter hende.
IV.
Damperen stævnede ind mod Nordby. Han stod i Forstavnen med sin lille Kuffert, Malerkassen i en Rem over Skulderen og den store, hvide Parasol i Haanden og spejdede, om han ikke skulde kunne faa Øje paa hende.
Paa Grund af Ebben maatte Dampbaaden gøre en stor Bue.
Langs Stranden kom Byens Køer i broget Række vadende hjemad, brølende mod Stalden; henne ved de første Huse ventede store og smaa Fanøpiger paa dem med deres Rebstump i Haanden.
Skibet lagde til Broen, han sprang i Land og gik
op til Hotellet. — Efter at have lagt Rejsetøjet fra sig, gik han ned paa Hotellets aabne, mod Sundet vendende Veranda, i Haab om at træffe den unge Pige med de sorte Øjne.
Han traf kun to ældre Damer, som sad stilfærdig og hæklede.
Han satte sig og saa ud over Vandet, over mod Esbjærgs røde Tage og den stejle, solbelyste Kyst.
»Hvor er Deres Datter, Ella?« siger den ene Dame.
»Hun roede ud før for at ligge og læse i Baaden,« svarede den anden »Det er hendes røde Parasol der ude. — Naar hun nu blot ikke glemmer Ebben for sin Bog og kommer til at sidde fast derude; Vandet er allerede faldet meget.«
»Var det ikke bedre at kalde paa hende?«
De gamle Damer gav sig til at raabe og vifte, men deres svage Stemmer bares ikke langt.
Han rejste sig og bukkede: »Maa jeg ikke stille min Baryton til Damernes Disposition?«
Med Hænderne foldede til en Raaber skreg han ud over Vandet.
Den røde Parasol bevægedes, en lysklædt Pigeskikkelse rejste sig i Baaden, saa mod Land og fik Øje paa de viftende Tørklæder. Hun greb en Aare og begyndte at stage, — men kom ikke af Pletten.
»Du gode Gud! nu sidder hun fast og kommer ikke af før Flodtid!« lød det fra den bekymrede Moder.
Han løb ned til Stranden, fik fat i en Pram og vrikkede afsted ud imod bende.
I nogle Alens Afstand fra hende skurede Prammen mod Bunden. Han raabte:
»Har De noget imod, at jeg redder Deres Liv, Frøken?« — »Nej, kom bare!« — »Vend Dem lidt om, mens jeg trækker Strømperne af. — Mørkt ifor og lyst ibag.« — Han traadte ud med et Plump og vadede hen til Baaden, hvor han blev staaende lidt med Armene paa Rælingen og konverserede. — »Hvad var det for en Lekture, der optog Dem i den Grad?« — »Det var en Afhandling om Kvindens Ligeberettigelse og Frigørelse.« — »Sæt Dem nu rolig hen foran, saa skal jeg frigøre Dem.« Han skubbede til Baaden, uden at den rørte sig af Pletten. »Jeg er bange for, at De ogsaa maa trække ud, Frøken. Det stemmer jo forresten godt med Ligeberettigelsen. — Sæt Dem lidt mere til Bagbord og lad mig forsøge igen. — Khu! — Hurra! nu løber den af Stablen.«
Da han havde stødt Baaden ud paa Flydevand, bandt han Prammen til, kravlede op i hendes Baad og tog Fodtøjet paa.
»Tusend Tak for Deres Ulejlighed!«
»Selv Tak! Dette var nu Fornøjelserne; vi kommer nu til Forretningerne,« sagde han og greb Aarerne.
»Tænker De paa Bjærgelønnen?« spurgte hun smilende.
»Nej, men jeg skylder Dem en Tiøre.«
»Husker De det endnu?«
»Jeg har ikke drømt om andet; det er for denne Gælds Skyld, at jeg er kommen til Fanø.«
»Nu er jeg jo i Deres Gæld. De er mit Livs Frelsermand!«
»De véd jo ikke, om jeg vurderer Deres Liv til 10 Øre, Frøken. — For lidt siden var det ikke 4 Skilling værdt.«
Han roede indad, men blev liggende hvert Øjeblik paa Aarerne for at passiare og le. De var vist en halv Time om det korte Stykke, og hvor de drev af!
V.
De havde været i 4 Dage sammen paa Fanø, sammen fra Morgen tidlig til Aften silde; de gik sammen til Bad om Morgenen, spiste ved samme Bord, tegnede og sang Duetter og roede alene ud paa Strømmen, hvor han læste højt af »Buch der Lieder«. — Komplet Idyl!
En Eftermiddag kom der en Onkel med parenthetiske Ben og en Fætter med kælne Ben i Besøg til Ella og hendes Moder. De skulde allerede rejse næste Morgenstund og vilde dog saa gerne have Havet at se først.
Man kørte straks derud gennem Engstriber og Klitter, hvor Vejen var bestrøet med Marehalm, for at Hjulene kunde faa Tag.
Længe vandrede man om paa Stranden og lyttede til Brændingen, der lød som Efteraarsstormens Brusen i det tørre Løv.
»Nu maa vi nok se at komme hjem, Børn; det begynder at blive mørkt og koldt,« sagde Fruen og viklede Armene ind i Sjalet.
Han og hun gik bag ved de andre. —
Han søgte at gøre Afstanden større ved fra Tid til anden at standse og bøje sig og samle smaa gule Sten op, som han kaldte Rav. — De andre var allerede langt borte. —
»Skal vi ikke skyde Genvej gennem Klitterne, saa kommer vi dog først?« foreslog han.
De drejede bort fra Stranden og forsvandt mellem Sandbølgerne.
Hvor der var ensomt der inde! Intet levende Væsen, og saa tyst! — Kun Marehalmens spidse Blade hvislede og tegnede Cirkler i det hvide Sand. Og i den dybe Ørkenstilhed aabnede han sit Hjærte for hende og talte om sin store Kærlighed.
Hun gik med bøjet Hoved ved hans Side og tav.
Han ventede længselsfuldt paa et Ord fra hendes Mund.
Den dybe Skumring lagde Ansigtet i Skygge, saa han ikke kunde læse Svaret i hendes Øjne.
Hun tav bestandig. — Han maatte have Svar nu!
Han tog et Cigarette-Etui frem og en Tændstikæske.
»Vil De ikke hjælpe mig at faa Ild; jeg har kun én Tændstik!«
Hun dannede en Skærm af sine Hænder; han strøg Tændstikken af, men førte den ikke til Cigaretten.
Over hendes Hænder, der blev rosenrøde af Lyset, søgte han at se hendes Ansigt.
De dejlige sorte Øjne straalede ham taareduggede i Møde og smilte til ham. Og i det Øjeblik Lyset sluktes, greb han hende i sine Arme.
»Hvor bliver I dog af?« raabte Fruen.
Man satte sig til Vogns og slingrede i Tavshed hjem gennem Klitterne. De to trykkede sig hviskende op ad hinanden.
Paa en Gang udstøder Fruen et lille Hvin.
»Men hvad er der i Vejen, Moder?«
»Uf! det var en væmmelig Edderkoptraad, som fór mig over Ansigtet.«
»Er det ikke det, man kalder flyvende Sommer?« læspede Fætteren med de kælne Ben.
»Jo! raabte de to i Kor og lo, saa det klang.