Det var en sludfuld Aften senhøstes med Snesjap og Blæst. Himlen var bredt med tunge, blygraa Skyer; Lygternes flimrende, tvære Gasblus mægtede kun pletvis at lyse op ude paa den store Plads, hvor Teatret laa med enkelte spæde Lysstrømme sivende ud af den sorte Facade.
Under den søjlede Overbygning, der forbandt Teatret med sine Kontorer og Garderobelokaler, holdt en Karet med to smukke Skimler for, som ludede Hovederne mod den ruskende Blæst. Kusken havde smøget Kraven højt op om Ørerne og sad sammenfoldet som en Pennekniv og ventede.
Indenfor var der lunt og lyst.
Den glitrende Lysekrone med sine Bælter og Guirlander af Krystalprismer, som hang ned fra Loftets sorte Øje lig en faldefærdig blinkende Taare, gød sin evigt skiftende regnbuefarvede Lysstrøm ud over de forgyldte Etager, der hvilede paa hverandre som Babylons hængende Haver, og ned over det mørke Parket med sit bølgende Hav af Hoveder.
Teatret var udsolgt.
Iaften sang den unge Kunstnerinde, alles Yndling, for sidste Gang inden sin Vinterrejse til Syden.
De mange Venner og Beundrere, hun havde fundet ved sin vindende Person og sin dejlige Stemme, havde alle kappedes om at give Møde for at bringe hende deres Hyldest og Farvel.
Det var en Mellemakt.
Der gik en dæmpet Brusen og Summen som fra et uroligt Hav hen gennem den store Sal stigende og svindende i Rhytme; man viftede sig og lorgnetterede, lo og passiarede:
»Det er jo iaften sidste Gang, hun synger?«
»Ja, — hendes Bryst er angrebet, Lægen har forbudt hende hver Tone i et helt Aar. Hun tager nu i Vinter ned til Syden for at hvile.«
»Er dette med Brystet mere end et Paaskud? Rejser hun alene? Kender De noget til hendes Fortid?«
»De spørger om hendes Fortid og mener dens Pletter. — Jeg véd ikke mere om hende, end alle vide. Hun gaar for at være, hvad hendes Fremtræden bekræfter, en Kunstens Vestalinde, som helt har viet sig til sit Kald og ikke dyrker andre Guder.«
»Er de bestemt for hende, de tre smukke Buketter, De sidder dér og famler saa febrilsk ved, som om De kun ventede paa et Signal for at lade dem gaa af? De synes at nære en trefoldig Beundring for hende.«
»Nej, kun en ganske enfoldig. Jeg forstaar mig ikke paa Sangkunst; men hendes jævne, ligefremme Syngemaade, der er saa skolet, at man slet ikke mærker nogen Skole, har noget overordenlig tiltalende og bedaarende ved sig.
Jeg kan ikke goutere hendes Sang, men jeg elsker hendes Stemme.
Nej, kun den ene Buket, denne med Roser og Liliekonvaller, er min Tribut og Tak; de andre to er Kommissioner fra mine Kusiner. Jeg er overbevist om, at Kusinerne vil følge mit Blomsterkast med samme varme Interesse som atheniensiske Jomfruer den legende Ynglings Discus!«
Klokken ringede, Tæppet droges ivejret, hun traadte ind ad Scenens brede Baggmndsfløjdør og gik langsomt frem mod Rampen.
En brusende Bifaldsstorm slog hende imøde.
Buketter med flagrende Atlaskesbaand slyngedes op paa Scenen; en Regn af enkelte Blomster fløj i bløde Buer som Stjærneskud mod hende og faldt for hendes Fødder i en straalende Krans.
En nydelig Buket af Liliekonvaller og Roser ramte hende paa Brystet; hun greb den og trykkede den smilende til sine Læber.
Enkelte at de rødmende, muslingformede Kronblade løsnedes ved Stødet og gled modstræbende ned ad den sorte Silkekjole.
Hun var en sart, spæd Mignonskikkelse med et nervøst, lidende Drag ved Øjet.
Det lille ovale Ansigt var indrammet af et kruset, cendréfarvet Haar. Trækkene var ikke regelmæssigt smukke men havde et vidunderligt Udtryk af Vemod og Blidhed.
Om det fintdannede, gratiøse Legeme sluttede stramt en blanksort, knitrende Silkedragt.
I Halskraven bar hun en lille funklende Diamantnaal, ellers ingen Smykker. Helt sort! Det er Prøvestenen for en Dame, og hun var ubeskrivelig yndig.
Stormen lagde sig lige saa brat, som den var vokset frem, og veg for en aandeløs, lyttende Tavshed.
Orkestret intonerede, og hun begyndte at synge.
Tonerne rislede frem, perlede frem, dæmpet og dog saa forunderlig klart. De trængte uimodstaaelig ind i en, dybt til den inderste Sjæl; man kunde ikke værge sig mod deres lokkende Klang: man maatte give sig modstandsløs hen i sitrende Lvtten til de vuggende Rhytmer, som fik Sjælens fineste Strænge smærtelig sødt til at vibrere.
Enhver stor Nydelse er smærtelig.
Hun sang, hun fortalte saa vemodig skønt, saa levende klart. Man glemte den syngende for Sangen. Af Toner skabte hun vidunderlig betagende Naturstemninger; man lukkede øjnene og følte sig baaret ind i en dejlig Sommernatsdrøm med dens dragende Længsler og vage Mystik.
En stjærnegylden, lys Skærsommernat! Som Silhouet afsat mod Himmelgrunden stod fint og skarpt det sorte Ellekrat og vadede tilknæes i Mosebunden. Dugmættet, lind og lun udhvilte Luften, og Søens vædebløde Aandepust, som drev mod Bredden, slumred ind, berust af Engens søde Em og Hyldeduften.
Fra Løvet med en Klang som brudt Krystal nedrislede et Væld af Tonestrømme; de pibled frem og svandt i Rhytmefald. Narcissusliljen bævede i Drømme, naar Søen hulkende i Vellysthigen de kælne Bølgearme om den vandt, og lokked den med Draabens Diamant i evig Møden og i evig Vigen.
Og Sangens Karaktér vekslede.
Man syntes at høre Fuglekvidder og vaagnende Stemmer. Naturen rystede Nattens Slummer at sig, Morgenbrisen susede kølig og forfriskende frem over Søen og smøg sig ind mellem Løvet og de viftende Siv; Taagesløret, som hang over Engen, reves i Strimler og svømmede bort gennem Luften, Himlen rødmede i Øst, og den gryende Dag hilsedes af et jublende Fuglekor.
Og hun sang om Sol og Farver, om Blomster og Livsglæden, sang om sin Kærlighed til den dejlige Jord og om den rige Skønhedsfylde, hun bar i sit Inderste.
Tanker kom flyvende og vældede ind paa hende.
Vilde hun faa Vaaren at se med dens Bukar og Anemoner? Vilde hun blot naa ned til Syden, efter hvis Sol og Farver hun længtes saa usigeligt? Sygdommen kunde komme med sin snigende Gift og lamme hendes Fod. Og hun var dog saa ung, saa tørstende efter Livet, saa higende efter at nyde hver Jordens Skønhed.
Maaske var det sidste Gang, det blev hende forundt at synge ud af sin Sjæl. Saa vilde Mørket og Kulden komme og brede sig ud over hende og dræbende knuge hende til døde i sit grufulde Favntag.
Hun tav.
Det var som et samlet Suk opsteg fra den tavse Tilhørerplads; der blev et Øjebliks Gravstille, Publikums bedste Hyldest; saa brød et tordnende Bifald frem, og en mangefarvet Regnbue af flyvende Blomster vældede ind over hende.
Hun bøjede sig med et Smil paa, Læben, medens Taarer sneg sig ned ad hendes Kinder.
Tæppet faldt.
Hun skyndte sig fra Scenen ind i Foyeren, hvor hun udmattet lod sig glide ned paa en Stol.
En tyngende Mathed og Svimmel lagde sig over hende, hun faldt halvt sammen, overvældet af den legemlige Anstrængelse og den sjælelige Ophidselse.
Hun var meget nervøs og drog Vejret i korte, stødvise Aandedrag, Kinderne var bedækket med en hektisk Rødme og Øjnene glinsede som i Feber.
Venner og Kunstfæller omringede hende for at sige Farvel.
»Glem os nu ikke, naar De flyver bort til Syden med Trækfuglene, men vend smukt tilbage til os, trofast som en Svale.«
»Ja, og glad som en Lærke.«
»Og smuk som en Rødkjælk.«
»Og fed som en Dompap,« vrinskede den velnærede Komiker.
»Naar I blot ikke glemmer mig, som man glemmer en blegnende Stjærne,« smilede hun. »Jeg skal sende Eder heroppe i den døde Vinter mange Tanker, naar jeg vandrer om mellem Oranger og Cypresser . . . Er min Vogn dernede?«
»Ja; men var det ikke bedre, at De blev herinde i Byen inat; det er vist for anstrængende at køre den lange Vej ud til Landstedet iaften?«
»Nej, jeg maa hjem. Jeg skal have ordnet mange i Sager, inden jeg rejser imorgen.«
Hun kastede en sid Pelsværkskaabe om sine Skuldre og gik ned til Vognen, ledsaget af de mange Afskedshilsener.
»Men mine Blomster?« spurgte hun.
»De er alle bragt ned i Vognen. Der er et helt Bjerg af Buketter. De kommer til at hvile paa Roser som en Kleopatra. Det var maaske rigtigere at sende I dem efter?«
»Nej, forhold mig dem ikke. Deres Duft er dobbelt sød for mig. De minder mig jo paa en Gang om min Triumf og mine Venner,« smilede hun.
Farvel, Farvel!
Vinduet sloges op, Stemmerne døde hen, og Kareten med de fyrige Skimler raslede bort.
Hun svøbte sig tæt ind i det bløde Pelsværk, krøb sammen med Hagen presset ned mod den glatte, violduftende Maarskindskrave og lænede sig tilbage i den ene Krog. Det var saa hyggeligt og fredeligt at sidde lunt og blødt gemt derinde og lytte til de klaprende Ruder og de raslende Hjul og Snevandets skarpe Smæld paa Glasset.
Hvor de Blomster lugtede dejligt! Hun greb i Flæng en af de mange Buketter, som laa opstablede paa Forsædet, og trykkede den mod sit Ansigt.
Dens dugvaade Kølighed svalede de brændende Kinder.
Ah! Det var Liljekonvaller, hendes Yndlingsblomst! Det var Skade, at Mørket forbød hende at glæde sig ogsaa ved Synet af disse nydelige Klokkeblomster, som lignede Porcelænsklokker paa en Telegrafstang. Hun kom til at smile over denne Sammenligning.
Det var forunderligt at ligge her i den lune, tætte Vogn, som i en Æske, begravet i Blomster, der talte om Sommer og Sol, medens det sneregnede og ruskede udenfor. Der var vist et Mylder af Blomster til alle Tider nede paa de skønne, italienske Sletter. Dér kendte a man-ikke til den farlige Taage og den iskolde Blæst, som gjorde hendes Bryst saa ondt. Og imorgen, nu allerede imorgen skulde hun rejse, ned mod sine Længslers Maal, langt mod Syd til de blaa Bjærge og de skyggefulde Orangelunde, til den varme Sol og de tusinde Blomster.
Hun pressede Liljekonvallerne ind mod de halvaabne Læber og de opspilede Næsebor, sugede de friske Dugdiaaber og indaandede den bedøvende Duft i fulde Drag.
Det smertede hende, det stak i Brystet. Det var ogsaa uforsigtigt at aande saa voldsomt. Det var paa den Maade, hun havde faaet Blodstyrtning sidste Gang.
Aa, det stakkels syge Bryst!
Nu skulde hun samle Kræfter og blive rigtig stærk ved at hvile ud. Hun kunde ikke taale den megen Sang. Iaften havde hun givet sig for meget hen. Reaktionen kom altid, naar hun havde anstrængt sig; det trykkede og stak da i Brystet. Saadan som nu. Blot hun snart kunde blive denne evige Uro og Feber kvit, den mistænkelige Rødme, som brændte paa Kinden, Hjærtet, der tog paa at banke ved den mindste Affekt.
Aa, Ro og Stilhed og gode Dage, tilbragte i den lune Middelhavsluft, og saa Glæden over de skønne Egne, hun nu skulde faa at se, det vilde nok gøre alt bedre.
Hvor de Blomster duftede stærkt!
Hun blev svimmel og tung i Hovedet af deres Aande. Men det kunde jo ikke gaa an at aabne Vinduet for den isnende Blæst, og forresten, der var jo ikke saa langt hjem.
Hun følte sig saa dødelig træt, saa vellystig mat og længtes efter at sove. Hun faldt sammen og slappedes i en drømmende Døs, overvældet af Træthed og beruset at Blomsterne.
Vognen, der raslede langsomt afsted paa den mørke, opblødte Vej, vuggede hende lidt efter lidt i Søvn, og hun sank hen i slumrende, bevidstløs Dvale.
Men pludselig vaktes hun halvt til Bevidsthed. Det stak og sved dernede i Brystet, en kvalfuld Angst lagde sin tunge Haand paa Brystet og hæmmede hvert Aandedrag. Hun kæmpede for at faa Luft, hun søgte at skrige, men kunde kun udstøde en pibende Stønnen. Stedt i kraftløs Afmagt kæmpede hun med det sidste dæmrende Bevidsthedsglimt for at naa Snoren, som var fæstet til Kuskens Arm. Med en uhyre Anstrængelse fik hun sig væltet over paa Forsædet; men i det samme vældede en varm Blodstrøm over hendes Læber, og Hovedet sank ned paa den duftende Rosenpude.
— — —
Da Kareten endelig holdt udenfor Landstedet paa Strandvejen, og Pigen kom trippende under en Paraply for at lukke Vogndøren op, fandt hun sin unge Frøken liggende stille med Ansigtet skjult i Roser.
Hun var død. Buketternes Virakduft havde dræbt hende.