O Allah, du Ophøiede! kun dig
Tilbeder Islams Søn evindelig.
Alene dig hver Tankes Liv tilhører,
Som dybt i Dybet af hver Sjæl sig rører.
Saa høit som Stjerner over Stjerner stige,
Ei Evigheden seer din Høiheds Lige.
Du sprang ei ud af det Tilblevnes Skjød;
Du blev ei avlet og du blev ei fød.
Ved dig er ene alt det Blevne skeet;
Men du har ei dit Væsens Afkom seet.
Du deler ikke de Tilblevnes Kaar.
Det Sted ei findes, hvor din Bolig staaer.
Du er ei oventil, ei nedenunder,
Og dog i dig al Værens Urgrund blunder.
Af dig udsprang med Skjønhed for min Sands
Alverdens Formers Pragt og Farvers Glands;
Men selv du har ei Ansigt og Gestalt;
Og Ingen styrer Den, som styrer Alt.
Du var før noget Øie Lyset saae;
Du bliver, naar det Blevne skal forgaae.
Det Liv, du gav dig selv, kun dig tilhører,
Alverdens Vexlen ei dit Væsen rører.
Du hører Alt; men alle Daarers Larm
Forstyrrer ei din Storheds Fred med Harm.
Du eier Verdner i hver Tankes: Bliv!
Men trænger ei til nogen Verdens Liv.
Din Villie veirer Stjernekloder hen;
Din Tanke skaber dem fuldskjønt igjen.
Saa let som mindste Myg blandt Fluers Vrimle
Du skaber tusind Kloder, tusind Himle.
Din Gjerning styres ei af Pligtens Tvang:
Din Villie over Dybers Dyb sig svang.
Ei over dig er Magt og Lovbud til;
Men alle Loves Lov er hvad du vil.
