Over Ypperstepræstens Børn Israel sørger,
Naar om Zions Pryd, naar om Sarons Rose jeg spørger.
Ben Elisas Søn mit Øie tvinger til Graad;
Ben Elisas Datter! for dig er min Kind end vaad.
Til Tyrannernes Stad er de ført til Trældom og Jammer;
I Hedningers Vold er de slæbt fra Templets Flammer.
Om Israels Fald to stolte Romere tale;
Med Byttet fra Zions Stad de Mægtige prale:
"Mig tjener en Træl af Ypperstepræsters Blod;
"Ei skjønnere Slave tvætter Keiserens Fod."
"Jeg kjøbte ved Zions Muur sortøiet Jødinde;
"Ei Mage til Deilighed skal du i Verden finde."
"Af skjønnest Bytte lad herligst Rigdom udspringe!
"Tilsammen ved Nat vi Træl og Trælqvinde bringe!"
Liig Fugle, i Buur de kostbare Fanger er sat:
De stolte Herrer vil dele Afkommens Skat.
Fra mørke Krog i Natten lyder en Klage:
"Skal Ypperstepræstens Søn en Trælqvinde tage?"
Fra fjerne Krog i Fængslet jamrer en Stemme:
"Skal Zions Datter sin hellige Høihed glemme?"
Den hele Nat de sukke ved mørke Muur;
Den hele Nat de græde i dunkle Buur.
Ved Morgengry de kjendes med Sorg og Glæde;
De kaste sig i hinandens Arm og græde.
Ben Elisas Barns Sorg med Taaren bortrandt:
Ben Elisas Børn græd — til Livet forsvandt.
