Jeg vil opsøge dig, du gamle Nat!
Jeg vil mig hvile i din Mørkheds Hule.
Af Gang min Fod er træt; min Sjæl er mat;
Dybt i dit Skjød jeg vil mit Aasyn skjule.
For dig kun jeg oplade vil min Mund;
Til dig kun vil min Sjæl sin Røst udsende:
Siig, Nat! siig, drømmer du om Morgenstund?
Siig, drømmer du om Dage uden Ende?
Forkynd — hvis Lyd af Røst din Taushed brød —
Bebud — hvis Stemmer i din Afgrund løde —
Hvormange Dage slumre i dit Skjød?
Hvormange Dages Nætter skal du føde?
Svar! venter end Aarhundreder paa Liv?
Skal end Aartusinder af dem udvælde?
— Ak, først naar Herren trættes ved sit: Bliv!
Skal dette Hoved sig til Hvile hælde.
