Mit gamle Øie Fremtids Slægter søger;
Jeg forsker i Beskikkelsernes Bøger.
Ufødt, mit Haab sig skjuler i det Fjerne;
Mit Blik vil gjennembore Jordens Kjærne.
Jeg stirrer ned til de Ufødtes Rige;
Jeg vil i deres stille Nat nedstige.
Min Tanke sig i Mulmets Dyb forvilded:
Jeg skuer intet Aasyn, intet Billed.
Men de Ufødtes Røster kan jeg høre:
Et Sjælehav henbruser for mit Øre.
Det Hav er dybt, forventningsfuldt og øde:
Det gjemmer hvad Aartusinder skal føde.
Om Livets Løndom hviske Fremtidsstemmer;
Jeg Skabningens Forventningssuk fornemmer.
Med mørke Talers Hvisken her det suser;
Tilblivelsernes Ocean henbruser.
Med de Ufødtes Haab min Længsel haaber;
Jeg venter til Eloahs Stemme raaber.
