Gjerne fra stormende Norden endnu dig den Fremmede gjester,
Skjønne Fortryllelsers Rige! men fredelig kommer nu Gjesten,
Kommer med Smiil og med Lyst og med Sang og med hoppende Hjerte.
Ei er han mægtig som fordum og vild; men din Magt er ei heller
Stor; dine Hære knap mægte den Reisende Veien at frede.
Truer dig Røveren kjæk, du tilkjøber dig Fred af hans Bjergdrot.
Stundom ved Veien du dog en Throphee heelt kry kan opreise,
Naar du har vundet en Arm og et Been i den smaalige Kampdyst.
Storhed jeg søger i Slægten ei her, som med Vellyst du nærer;
Underfuld, mægtig og stor er din rige, din høie Natur kun.
Ulme dig dybt under blomstrende Barm dæmoniske Luer,
Skjule med Paradiisglands dine Blomster Helveders Zldstrsm,
Mægtig hentryller din Skjønhed mig dog; og med glødende Fodsaal
Frem jeg maa vandre med Lyst, for at qvæges en Stund i dit Favntag.
Bjerget, som hisset sig skjuler i Sky, det saae jeg alt længe,
Drømte ei om det var dig, du Søn af den flammende Afgrund!
Stille du staaer i din Taage; dog Dampsøilen røber din Herkomst:
Det er din rolige Aande, Vesuv! saa damper i Fred dit
Svælg; dog rolig du synes nu kun. Naar dig Natten omslører,
Hæver du tordnende Røsten mod Sky med den flammende Tunge,
Slynger mod Stjernerne fræk gjennem Mulm de glødende Stene —
Stormer med vilde gigantiske Kraft mod Himmelens Porte.
