Der staaer en deilig Have med alle Blomsters Pragt.
Hver livlig Sjæl fornemmer dens tryllende Magt.
Med alle Livets Farver, med alle Himles Luft
Udströmmer Tryllehaven alle Zoners Duft.
Der glædes mange Sjæle ved Dag og stille Nat:
Den mindste Blomst indslutter en underfuld Skat;
Hver Sjæl, som fornemmer hvad i dem alle boer,
Den mindste selv aabner en Verden, riig og stor.
Men tidt en Sjæl der vanker i Haven uden Lyst,
Og Duften kun betynger det gispende Bryst;
Han Blomster nedtræder og river op med Rod:
Han lærd botaniserer med Haand kun og Fod.
Og tidt der staaer en Sjæl ved en Blomst, han fik kjær;
Kun den er ham herlig, kun den har ham Værd.
Han seer med Foragt paa den rige Blomsterflor;
Ret aldrig han aner hvad i dem alle boer.
Lyksalig den Sjæl, som i Tryllehaven stod,
Men ei bonatiserte med Haand kun og Fod!
Lyksalig den Sjæl, som med alle Himles Luft
Indaanded fuldkjærlig alle Zoners Duft!
B. S. Ingemann.
