I.
Her er saa lifligt i Vaaren
I Haven ved Skov og Söe:
Af Livets Engel hidbaaren,
Kom Fugl med Paradiisfrö.
Det spirer i Skov og Have;
Det blomstrer i Sjæl og Sind
Det spreder Digtningens Gave
I alle Naturer ind.
Med Söen maa Skoven sjunge
Om paradisiske Liv;
Det klinger fra Fuglens Tunge;
Det hvisker i Busk og Siv.
Men hvad Naturen fornemmer
I Dröm kun med dunkel Lyst,
Det toner med tusind Stemmer
Fuldklart i Menneskebryst.
II.
Regndraaben söker sin Lige:
De smelte sammen med Lyst;
Med Bækkens Strömme de hige
Til Hvile ved Havets Bryst.
Men rastlöst Havet hist bruser,
Med Jordens Öe i sin Favn:
Mod Stjernedybet hensuser
Det jordiske Havdybs Savn.
Den Susen gjerne jeg hörer;
Den Brusen Sjælen forstaaer:
Hvad skjult i Dybet sig rörer,
Igjennem hvert Hjerte gaaer.
B. S. Ingemann.
