Fred hviler over Land og By,
Ej Verden larmer meer;
Fro smiler Maanen til sin Sky,
Til Stjerne Stjerne seer.
Og Søen blank og rolig staaer
Med Himlen i sin Favn;
Paa Dammen fjerne Vægter gaaer
Og lover Herrens Navn.
Det er saa fredeligt, saa tyst,
I Himmel og paa Jord;
Vær ogsaa stille i mit Bryst,
Du Flygtning, som der boer!
Slut Fred, o Hjerte, med hver Sjæl,
Som her dig ej forstaaer!
Se! over By og Dal i Kveld
Nu Fredens Engel gaaer.
Som du, han er en Fremmed her:
Til Himlen staaer hans Hu;
Dog i det stille Stjerneskjær
Han dvæler her, som du.
O lær af ham din Aftensang!
Fred med hver Sjæl paa Jord!
Til samme Himmel gaaer vor Gang,
Adskilles end vort Spor!
Fred med hvert Hjerte, fjernt og nær,
Som uden Ro mon slaae!
Fred med de Faa, som mig har kjær,
Og dem, jeg aldrig saae!
Fred med hver Aand, som hader mig!
Den skal mig elske vist,
Naar samled’ i Guds Himmerig
Vi ham lovprise hist!