Fire Ædelstene mig henrykke;
Kunde jeg med dem min Tinding smykke,
Salig da jeg vilde prise mig. —
Jordens, Himlens Farver de forene; —
Maatte deres Glans, den milde, rene,
Stedse her, uplettet, kvæge dig!
Grønt det høje Græs for Vinden bølger,
Naar dit Øje henad Marken følger;
Grøn er Sommerens lyse Højtidsdragt;
Selv naar Vintrens Lagen Alt omhyller,
Sødt det Eviggrønne Blikket tryller, —
Grøn er Haabets funklende Smaragd.
Rød er Solen, naar i Kveld den dukker
Ned bag Skyen og sin Fakkel slukker;
Pigens friske Kinder er Karmin;
Rosen blusser rød, naar den i Vaaren
Fra sit Blad nedryster Himmeltaaren, —
Rød er Glædens luende Rubin.
Blaat sig Himlens hvalte Telt udspænder,
Hvor den lyse Dagens Kugle brænder;
Klædt i Blaat de bly Kjærminder staae;
Sølverblaa mod Stranden Bølgen gynger,
Som om djærve Fædres Hæder synger, —
Mindets blinkende Safir er blaa.
Hvid er Svanens Vinge, Alpens Tinde,
Hvide Klokker vi bag Sneen finde,
Hvidt er Diamantens klare Skjær; —
Hvad er Livets bedste Fryd herneden,
Naar ej Sjælens Reenhed, Hjertefreden,
Uskylds hvide Seraf, staaer os nær?
Søger du forgjæves i det Høje
Trøstens Stjerne, — o da fæst dit Øje
Paa dit Hjertes hvide Diamant!
Funkle vil det Grønne, Blaa og Røde,
Hele Himlen, straale dig imøde,
Huldt forenet, fra den slebne Kant.