Frederik Sneedorff Birch (1805–69)

Birch, Frederik Sneedorff, 1805—69, Forfatter. S. B., en Søn af ovfr. nævnte Biskop Andreas B. (d. 1829), er født i Maribo 1. Marts 1805, og da Faderen næste Aar byttede Laaland-Falsters Bispestol med den i Aarhus, fulgte Drengen med til denne By og oplærtes senere i Latinskolen der, hvorfra han dimitteredes 1823. Det følgende Aar tog han Examen philosophicum og underkastede sig siden særskilt Prøve i Hebraisk i den Hensigt at studere Theologi, hvilket Studium han dog snart opgav for at virke i historisk, lingvistisk, musikalsk og poetisk Retning. I 1829, samme Aar som hans Fader døde, blev han konstitueret Lærer ved Aarhus Kathedralskole, og næste Aar redigerede han samtidig med sin Skolevirksomhed i kort Tid «Aarhus Stiftstidende»; i 1834 udnævntes han til Adjunkt ved Skolen. Hans Undervisning betegnes som kun frugtbringende for dem, der selv vilde lære noget; de andre lod han skjøtte sig selv og gjøre Uro, medens han samtalede med de interesserede. Efter Ansøgning blev han i 1838 entlediget med Pension («Vartpenge»).

Efter den Tid tog han ingen offentlig Ansættelse, men førte et ubundent Liv, sysselsat med sine Yndlingsinteresser. Sit Ophold havde han flere Steder paa Landet i Jylland, saaledes en Tid lang i Røved Mølle mellem Aarhus og Randers og fra 1857—65 i Huset hos Skolelærer Kondrup i Skjødstrup, som ligger i en yndig Egn ved Kalø Vig. Her vandt han Venner i sine Husfæller, gav sig meget af med Husets Børn og førte i det hele taget en jævnt glad Tilværelse; han tegnede Billeder, lavede Haandarbejder, spillede Klaver, deklamerede og samtalede. I sorgfulde Timer søgte han sin Trøst i Musikken, og han komponerede med Talent. Hans Helbred var stærk, og som udmærket Fodgænger hærdede han sig ved lange Spasereture i alskens Vejr. Jævnlig var han Gjæst i Omegnens Præstegaarde, hvor flere af hans Studenterkammerater havde Bolig. En Gang imellem maatte han over til Kjøbenhavn; men hver Gang han kom hjem der fra, var han i en ynkelig Forfatning og havde mistet alt, hvad han ejede af Værdisager, — ja, det hændte sig endogsaa, at han ikke var i Stand til at betale sin Hjemrejse. Han kunde paa Saadanne Ture ikke modstaa Fristelsen til stærke Drikke, skjønt han i dagligdags Forhold aldrig i dette Punkt overskred den tilbørlige Grænse. I den kjøbenhavnske Studenterforening var han under sine Besøg i Hovedstaden en Gjæst, der var vel kjendt paa Grund af det aparte Ydre, hvori han præsenterede sig, iført tre Frakker, hvoraf den inderste altid var den længste, og undertiden om Vinteren med Straahat paa. Kunde han faa samlet en Studenterkreds, som vilde høre paa Oplæsningen af hans Digte, var han meget glad, medens hans Finfølelse paa den anden Side let bragte ham til at vige, naar han mærkede, han var til Besvær. Det var ikke saa underligt, at han selv mente, hans Digte havde Værdi; thi en Tid lang havde han vakt betydelige Forventninger. Hans Optræden i den litterære Verden falder væsentlig fra Slutningen af Tyverne og gjennem Trediverne; men hans Evner kom aldrig til nogen ret lykkelig Udfoldelse. En hævet Forlovelse, han selv senere omtalte til sine Venner – som han i det hele ikke lagde Skjul paa de mange Forliebelser, hans let fængelige Hjærte havde haft –, var i alt Fald medvirkende Grund til, at hans Liv blev forrevet, regelløst og ødelagt.

Det er en stor Mængde Skrifter, han har forfattet, i mange forskjellige Retninger: Digte, dramatiske Arbejder, politiske Piecer i Vers og Prosa, sprogvidenskabelige og mythologiske Afhandlinger og Lærebøger, Humoresker osv.; ved sin Død efterlod han sig en Masse utrykte Sager, som ikke senere ere blevne udgivne. En Del danske Folkesagn og Ordsprog er samlet af ham. Han var en af de første, som havde Øje og Interesse for de i Folket levende Viser og Melodier, og han har udgivet flere Samlinger af Saadanne, hvorved han har bragt nogle nu kjendte og yndede ind i Litteraturen, saaledes: «Skære, skære Havre» og «Det var en Lørdagaften». Hans egne Digte vidne om Smag og Herredømme over Formen; thi han var en kyndig Versifikator; men nogen egentlig Originalitet have de ikke, hvorfor de ogsaa nu maa siges at være lidet kjendte. Naar han flere Steder nævnes og endog fremhæves som Forfatter af Nytaarsgaven «Nøtheniana», maa det her bemærkes, at han selv fralægger sig dette Forfatterskab, da han «ikke har haft ringeste Del i denne Samlings Indhold eller Udgivelse». – Foruden med eget Navn skrev han under en hel Del Mærker, saa som C. Lachmann, Nemo, Anders Nøthen, Qvis, Jørgen Dyhr, Brolægger, Ego, X, A-Z osv. – Han havde megen Sans for det vaagnende Folkeliv, optraadte hyppig som Taler ved Folkefester i Jylland og skrev til disse og ved mange andre Lejligheder Sange, hvis Tal han selv opgav til flere Tusende.

I sine senere Aar virkede han ivrig for Fiskeriets Fremme og rettede sine Bestræbelser paa at forsyne Aarhus og Omegn med gode Rødspætter; han samlede en Del Efterretninger om Bundgarnsfiskerierne ved Aarhus og Samsø. – Megen Kraft havde han ikke at sætte ind paa sin senere Gjerning, og de mange, der følte Interesse og Godhed for ham, og som beklagede, at sørgelige Omstændigheder efterhaanden havde kvalt Evnen hos en i mange Maader begavet Mand, hilste med Lettelse Budskabet om, at Døden 11. Marts 1869 havde udfriet ham fra en kummerlig Tilværelse. Han ligger begravet i Aarhus. – Hans Portræt er malet i Olje og modelleret i Gibsmedaillon af Portrætmaler S. M. Jørgensen. Fr. Paludan-Müller har laant mange Træk af hans Person til Skildringen af Digteren i «Ivar Lykkes Historie».