End engang vi udgaae, det store Rhinfald at skue!
Ei det larmende Dyb skal meer forvirre min Sjæl.
Ei ved Afgrunden meer jeg svimmel Staven skal tabe,
Hvirvlens lokkende Røst skal ei nedkalde mig meer.
Men naar i rolig Nat Fuldmaanen skinner i Strømmen,
Smiler med Vemodsblik til Dybets evige Kamp,
Dovres Klipper du see, og Sarpen høre du her!
Drøm didhen dig en Stund, hvor mægtig Leerfossen bruser,
Sjung om den blinde Brud, som ene vandrer paa Fjeld,
Lad det nordiske Qvad om Kjærligheden mig minde,
Som over evigt Dyb gaaer blind mod Himmelens Port!