Livlig, munter og let, af fyrig Bjergaand opløftet,
Skjønt af hans Ranker omsnoet, i Vinduet ved Rhinen vi staae.
Mosbegroet hæver sig hist ved Floden ældgammelt Vagttaarn,
Ligefor Bjerget vi see, hvor Rocuskapellet end staaer.
Først til grønne Ruin, hvor Bromsernes Ridderslægt boede!
End paa halvsjunkne Borg en ridderlig Herre der boer.
End i Sommer og Vaar de Fruer og Moer der sidde,
Vingen fra Svalen de see, og Hattos mødsomme Taarn.
Tit da klinger ved Qvel til Harpen Sagnet det gamle.
Om den usalige Slægt, om Lænken i Ridderens Hal;
Rusten den hænger der end, og rører sig end i Kapellet,
Naar om Giselas Død det toner paa Bromsernes Borg.
Halsjernet see vi endnu, som Ridderen bar i sin Trældom,
Og som af Halsen ham brast, da Eeden hiin dyre han svoer.
Dragens Tunge vi see, hvorfra han de Christne befried;
Oxens vældige Horn end minde om underligt Sagn.
Hist i Billed af Malm den lænkede Ridder end stander.
Som blandt de Vantroe han stod — her hænger Vaabenet end.
Lillierne gjemmer det tro, og Rammen endnu os bevarer
Slægtens alvorlige Træk, ja Sengen i Hallen end staaer.
Stor i gammeldags Pragt, med Bibel-Billeder smykket.
Her lad i støvede Hal det Svundne opleve i Sang!