Toner paa morgenlys Vei fra Kirken os Messen imøde,
Tie da, lystige Sang! os kalder den dybere Røst;
Ei kan vi vandre forbi, vi Fridolins Kirkegang mindes,
Tage Velsignelsen med paa Vei til glædende Syd.
Venner og Elskede, ja her stille for Eder vi bede;
Men hvi er Skaren vel sort, som knæler med Perlebaand her?
Fremmede, hører du ei, en Sjælemesse de sjunge:
Paa vore Døde vi og vil tænke paa livlige Vei.
Lys er Kirken og skjøn, og over Høialteret svæver
Gylden den himmelske Møe med hellig Spæde paa Arm —
Hvorfor knæle vi ei? hvi staaer du her som en Hedning,
Vandrer fra koldere Land! dog brænder det dybt i din Sjæl —
Billeder dyrker du ei, nu vel, saa bøi dig i Aanden
For den usynlige Aand — den svæver over dig her.
— Bort, de fremmede Mænd med Stav og Randsel ved Døren
Drage dog hist og her fra Altret den Bedendes Blik.
Fort ad smilende Vei, de Fromme ei vi forstyrre!
Fjernt vi høre endnu paa Stien hellige Sang.
Langs med Rhinen vi gaae, og tit Kapellet os standser.
Fromt er Folket vist her, velsignet og deres Land:
Geissenheim blomstrer i Dal, Johannisberg-Ranken alt grønnes.
Skjønnest glæder os nu de Bromsers herlige Bye.