B.S. Ingemann (1789–1862)

Monte Mario snart, og snart Treenighedsbjerget

Viste mig store Stad i Aftengloriens Lys;

Her dit Golgatha nu, St. Peter, stille mig viser

Jordens Herlighed, som du her for sidstegang saae.

End paa Ostias Vei Kapellet Stedet betegner,

Hvor til sin Martyrdom fra Paulus Petrus bortgik;

End deres Afskedsord der Vandringsmanden kan læse,

Som Dionysius dem til Timotheus skrev:

„Fred være med dig“ — saa til Petrus Paulus har talet —

„Kirkens Grundsteen, du tro Hyrde for Frelserens Hjord!“

„Gak i Fred“ — var hans Svar — „du Prædiker for de Gode!

Du de Retfærdiges Ledsager til Saligheds Land!“

Saa adskiltes de hist, og her paa Høien stod Korset,

Hvor selv Mesterens Død beskæmmed ydmyge Sjæl.

Ei Fornægtelsens Nat, ei Hanegalet han glemte,

Og med Issen mod Jord han fulgte Mesteren tro.

Her har Petrus fuldendt, og hist end Kirken omhvælver

Kilderne, som udsprang af Povels herlige Blod.

— Store, hellige Stad! i Aftnen rolig du gløder,

Tusind Martyrers Blod mig luer her i din Glands.

Paa alvorlige Fest nu Livets Seier du mindes;

Seer paa Sjælenes Dag i Dødens Tempel du end

Thronen af Dødningebeen, dog Gravens Konge forgjæves

Vinker med magre Haand dig til Forraadnelsens Borg.

Stille med Navn paa Bryst, og Faklen i Dødningehaanden

Munke-Beenrader staae med hule Øiensteen hist,

Stirre med slukte Blik paa Lysekronen, i Graven

Dannet med rædsom Konst af hule Menneskebeen —

Gjennem den store Grav dybt Livets Toner dog runge,

Minde om Sjælens Fred, og Lysets evige Seir.