Hellig er hver Dag her, hver Martyr her har sit Alter,
Og hver Helgen sin Fest; det Betlerhæren bedst veed:
Aarle ved Kirkens Dør de Blinde ringle med Bossen,
Bede til Festens Helt, og Gaven bringes dem snart.
Verdsligt Kongebesøg nu andre Feste bereder,
Silketepperne tit fra Vindvet flagre med Pragt,
Paa behængte Altan staae Romerinderne smykket,
See paa fyrsteligt Tog, og glædes til Aftenens Lyst.
Paa Theatret igaar en stor „Festino“ dem mored,
Hvor ved Herrernes Arm, som paa et Marked, de gik.
Mens paa gadesort Gulv et Par eller to der kun dandsed,
Sad i Loger man trindt og saae paa fyrsteligt Bal.
Skjønnere Festlighed iaften Roma forsamler:
Peterskuppelen hist er alt med Lamper behængt,
Store „Girandola“ fra Engelsborg skal afbrændes,
Alt det mørknes, og see, hist glimter Lampernes Lys.
Sælsomt i Natten sig en Stjernehvælving opløfter,
Stille med hellig Glands staaer Himmelkirken i Skye.
Skjønnere Syn stod ei i herligst Drøm for mit Øie:
Aandekirken jeg seer, af Himlens Stjerner opbygt;
Engle, synes mig, hist maae saligt Herren tilbede,
Og i evige Ro den store Herlighed see;
Men det lyner, og see — hver Stjerne vorder en Lue,
Himmelkirken et Baal, med tusind Flammer i Skye —
Mægtige hvirvle de sig, mens huult med Dommedagsklangen
Verdens Stormklokke gaaer — skal nu de Døde opstaae,
Vakt af Gravens Blund, mens Himlen over dem flammer?
— Store, rædsomme Syn! kan dig en Levende see?
Aldrig glemmer jeg dig. Er nu end Faklerne slukte,
Tordner fra Engelsborg nu ogsaa konstig Vulkan.
Hvirvles fantastisk Hær af Flammeslanger i Luften,
Speiler i Tiberen sig nu Salamandernes Dands —
Herligt mageløs Leeg med Elementernes Aander
Tryller studsende Blik; men Stjernekirken i Skye,
Dommedagssynet hist, hvor Himlen smelted i Flammer,
Det jeg skuer end her, om Jorden sprænges i Luft.