Skjøn var malerisk Gang ved Flod og buskede Klipper,
Og over Pavens Bro; ved Bordet hviles nu fro.
Blandede Selskab her blandt Veturinerne sidder,
Kudsk og Tjener sig frit blandt Excellenzer har sat;
Lystige Lieutenant her, og der en smilende Donna,
Hist en tyggende Lord, og der forsigtig Jesuit.
Min Romerinde (som er Leietjenerens Kone)
Øver i Sproget mig, og nu opdager jeg først
Dannebrogskorset der paa Herren ved hendes Side;
Tager jeg ikke Feil, en Landsmand sidder mig nær.
Vist det Aasyn jeg har engang i Axelstad skuet,
Dog i et Billed kun — af Benvenuto — ja vel,
Dansk? jeg spørger, og Dansk er Svar og Hilsen og Fryd.
Breve bringer han med, og gamle danske Aviser;
Større Lyksalighed er ei i fremmede Land.
Festen feires med Punsch: for Landsmandsskabet forsvinder
Excellenz og Baron, her Dansk kun mødes med Dansk.
Fædrenelandets Skaal i Osteriet genklinger,
Natten synes for kort for Brevets kjærlige Fryd;
Selv det hjemlige Liv, som tørt Avisen fremstiller,
Nævnende Kjøb og Salg — det rører underligt her.
Hvordan hjemme end nu den travle Handel og Vandel
Gaaer sin daglige Gang, o det er Vigtigt mig her,
Smiler end jeg derved, naar atter Hjemmet er gammelt,
Aldrig glemmer jeg dog hiin Nat i fremmede Land.