Den Sangkreds om Sulamiths og Salomons Kjærlighed, som her er stillet i Spidsen, er tildeels grundet paa Motiver af „Høisangen”, hvori jeg, med Herder, alene seer Fragmenter af Hebræernes erotiske Poesie. I den Følge, hvori disse Sange ere opstillede, kunne de betragtes som et sluttet Heelt, medens de tillige forudskikkes som Forspil til det dramatiske Eventyr: Salomons Ring. De orientalske Traditioner om Kong Salomons grublende Aand og Lysmagiens Culmination i hiin Tryllering have her tilbudt Digtningen Stof og Former for hiin Natur- og Verdensherredømmets Idee, der som en Anelse af den høieste Sandhed gjennemstraaler Morgenlandets Sagnverden. Den Typus nemlig paa den sande Natur- og Aandebehersker, man undertiden har villet see i Skriftens Kong Salomon, vil maaskee snarere og langt fuldstændigere fra et poetisk Standpunkt kunne sees afpræget i Sagnenes eventyrlige Billeder. Her aabenbarer dog Ideen sig kun i Farveskjæret af alle de Illusioner, den orientalske Speculation og Magie er saa riig paa, og med den Tendents til Forvexling af Livets og Aandens lavere og høiere Sphærer, som selv Propheternes meest begavede Landsmænd i det gamle Testaments Tider altid heldede til. I Salomonsringens hemmelighedsfulde Indskrift, med Natur- og Aandeherredømmets formeentlige Kraft, synes Østens Mager med en uvilkaarlig anelsesfuld Higen at have stirret paa Tegnet og Billedet af hiint Verdensgaadens Løsningsord, der først i sin levende Manifestation skulde hæve til sand aandelig Virkelighed, hvad Alverdens Viisdom forskede efter og drømte om. Selv hvor hine Drømme henfare, som Eventyr-Billeder, bliver den dybere Betydning dog tilbage og sammensmelter med Sandheds-Anelsen i Propheternes Syner og den store Forventningssang, der gjennemtoner Oldtiden. De Sagn, der i dette Digt ere benyttede og satte i Forbindelse med Grundideen, findes hos den arabiske Historieskriver Ibn Kessir samt i det maaskee oprindelige persiske „Suleimanname” og ere meddeelte af v. Hammer i „Rosenöl oden Sagen und Kunden des Morgenlandes. Stuttgard und Tübingen 1813.” Som mine Kilder maa jeg endelig ogsaa nævne Salomons Ordsprog, Prædikerens Bog og de Kong Salomon tillagte Psalmer. For at betegne Digtets Hovedcharacteer, som Eventyr, har jeg beholdt det arabiske Sagn-Costume. Om Digtets Indhold selv vil jeg endnu kun tillade mig at erindre, at den Nekromanten Sihrtschin tillagte Idee-Nihilisme er ældre i Verden, end Kong Salomon, og — hvad der i Digtet selv er antydet — tilhører „Fohismens” hemmelige Lærdomme, samt at Motivet til denne dæmoniske Skikkelse er at søge i hiin Dødens og den speculative Selvopløsnings ældgamle Kilde. Den Almuekrønikerne om Kong Salomon tilhørende Biperson Marcolfus er her kun medtaget som en Afleder af den platforstandige og prosaiske Betragtning, hvis forstyrrende Indgribelse i Phantasieverdenen kun kan hæves ved af Digtningen selv at indrømmes sin underordnede Plads. Iøvrigt anseer jeg det for overflødigt her iforveien nærmere at betegne Læseren det Standpunkt, hvorfra denne Digtning maa beskues, da dens Indtryk dog fornemmelig vil beroe paa det subjective Lys, hvori den sees, og det Phantasiespeils Hovedretning, hvori dens Billeder opfattes.
Sorøe, i Marts 1839.
B. S. Ingemann.